Politihunde er vigtige
Politiet trænede i dag hunde ved Rødhus.
Natten til lørdag hjalp to politihunde med hurtig opklaring af et indbrud i Nørresundby, og hundene er vigtige i politiarbejdet.
De er et uvurderligt redskab for politiet, når der skal opklares drab, voldtægter, røverier og indbrud, eller når der skal eftersøges forsvundne personer.
Politihundene ved Nordjyllands Politi har mange færdigheder, og ofte kan de hjælpe til langt hurtigere opklaring, end hvis betjentene var på egen hånd.
Natten til onsdag var det to politihunde, der hurtigt fandt den 20-årige gerningsmand bag et indbrud i frisørsalonen Le-nette i Nørresundby. Da han knuste ruden, skar tyven sig, og hundene fulgte blodsporet til en lejlighed i nærheden, hvor gerningsmanden blev pågrebet.
Og det er bare en af mange situationer, hvor hundene kan bruges.
- Den vigtigste opgave vi har i hundeafdelingen er humanitære eftersøgninger. Der er hundene et vigtigt redskab. Har man en hund, dækker man ti mands arbejde. Det er også er stor hjælp i alvorlige straffesager, hvor hundene er utroligt gode til at finde ting, der er efterladt. De er faktisk bedre end nogen anden til at finde DNA-spor, siger Henrik Jensen, souschef i hundeafdelingen ved Nordjyllands Politi.
Samtidig er hundene vigtige som støtte til almindelige patruljer, hvor en hundepatrulje hurtigt kan lægge en dæmper på ophidsede situationer og skabe tryghed for kollegerne.
Men at være hundefører er ikke bare et 8-16-job. Det kræver utallige træningstimer at træne en dygtig politihund, og det er mere en livsstil end et arbejde.
- Man skal bruge både arbejdstid og fritid på at træne hundene, og ens familie skal have forståelse for, at hunden kommer først i en periode. Men når det så er sagt, så er det positivt, at man kan tage sin hobby med på arbejde siger Henrik Jensen.
En politihund skal op til eksamen hvert år, hvor den skal vise, at den stadig har færdighederne til at være en god politihund.