Politiet må trække på jyske betjente til Folkemødet
Foto: Michael Schmidt Thomsen (Arkiv)
Tillidsmand: Lokale sager vil hobe sig op, fordi ekstra mange jyske betjente sendes til Folkemødet på Bornholm.
Sager vil hobe sig op og måske ikke blive opklaret, når et betydeligt antal jyske betjente skal på arbejde på Folkemødet på Bornholm. Sådan lyder bekymringen fra tillidsmanden for de nordjyske politibetjente. Det fortæller DR P4 Nordjylland.
De jyske betjente skal være med til at sørge for sikkerheden ved Folkemødet. Og det er nødvendigt efter attentaterne i Paris og København tidligere på året, lyder det fra Marianne Vestergaard-Lau, politiinspektør ved Nordjyllands Politi:
- Vi har et beredskabsniveau i Danmark, der gør, at de jyske kredse skal hjælpe ovre på Folkemødet, siger hun til DR P4 Nordjylland.
De jyske politikredse er tidligere blevet bedt om at stille med betjente til Folkemødet, men denne gang er det med flere betjente.
I Nordjyllands Politikreds er tillidsmanden bekymret over at skulle undvære kollegaerne - også selvom det kun er for en uge.
- Politiet skulle som udgangspunkt være gearet til den slags ting. Men det tror jeg faktisk ikke, at vi er længere, siger formand for Nordjyllands Politiforening, Jens Jørgen Møller Nielsen, til DR P4 Nordjylland.
Han henviser til, at der er blevet færre betjente landet over efter politireformen.
Ifølge Jens Jørgen Møller Nielsen skal Nordjyllands Politi undvære "et ikke ubetydeligt antal" betjente i forbindelse med Folkemødet.
- Så er der jo selvfølgelig nogen sager, der bliver nødt til at blive lagt hen på hylden - op til de andre, siger han til DR P4 Nordjylland.
Politinspektør i Nordjylland, Marianne Vestergaard-Lau, afviser dog, at udsendingen til Folkemødet vil få betydning for bemandingen i Nordjylland.