Politiet efterlyser kassedykkere med lange fingre
Foto: Jakob Schjødt-Pedersen (Arkivfoto)
Kassedykkere huserer i det nordjyske.
I går var der to tilfælde, og i aften har endnu en kassetyv været på spil i det nordjyske.
De er frække som bare pokker, kassedykkerne. De kommer ind i butikkerne og i løbet af et kort øjebliks uopmærksomhed rækker de ned i kassen og løber med pengene.
Mandag aften ved 19.30-tiden indfandt der sig en mand i Meny på Otto Mønsteds Vej 1, 9200 Ålborg SV, og stjal et endnu ukendt pengebeløb fra en af kasserne.
Han beskrives som:
Mand
Mellemøstlig af udseende
Cirka 30 år
185-190 cm
Kropsbygning: Almindelig
Hudfarve: Brun
Hårfarve: Sort
Iført: sort læderjakke, blå hættetrøje, sorte jeans og sorte sko med hvid stribe.
Efter tyveriet forsvandt han i ukendt retning.
Også i weekenden var der langfingrede tyveknægte i butikkerne.
Søndag den 8. oktober bød også på to tilfælde af ”kassedyk”. I Svenstrup snuppede en mand penge fra et kasseapparat omkring klokken 21 og cyklede fra stedet. I SuperBrugsen i Løgstør samarbejdede to mænd om samme ugerning søndag ved 13-tiden – den ene holdt øje med personalet og snuppede pengene i ”rette” øjeblik, mens den anden lod, som om han handlede ind.
Nordjyllands politi søger vidner i sagerne og kan kontaktes på tlf. 114.