Politiet dropper to corona-hotspot steder - men fastholder et
Foto: Aalborg Kommune
Indtil videre bevares det tredje sted, Jomfru Ane Parken i Aalborg, som hotspot. Her er det fortsat vurderingen, at der stadig er øget risiko for for store og tætte forsamlinger. - Derfor vil vores skærpede patruljetilsyn med det område fortsætte en tid endnu, pointerer vicepolitiinspektør Henrik Skals.
Fra i dag, 8. juni 2020, ophæves to områder som særlige hotspots i forbindelse med corona. Der er tale om Solnedgangspladsen i Gl. Skagen og Kridtgraven i Hasseris. Det tredje, Jomfru Ane Parken, bevares indtil videre med ekstra tilsyn af politiet.
Nordjyllands Politi indførte i april et særligt patruljetilsyn på tre forskellige lokationer i Nordjylland, nemlig Jomfru Ane Parken i Aalborg, Kridtgraven i Hasseris, Aalborg og Solnedgangspladsen i Gl. Skagen.
Det skete som en del af myndighedernes tiltag for at dæmme op for yderligere smittespredning af coronavirus ved sammenstimlen i det offentlige rum.
Nordjyllands Politi har nu vurderet, at de to af stederne – Kridtgraven i Hasseris og Solnedgangspladsen i Gl. Skagen – kan nedlægges som såkaldt hotspot. Derfor er den opsatte skiltning i dag blevet nedtaget de to pågældende steder.
Baggrunden er, at Nordjyllands Politi vurderer, at den ekstraordinære tilstedeværelse ikke er nødvendigt de pågældende steder for fortsat at håndhæve reglerne med henblik på at undgå yderligere smittespredning.
- Nordjyderne har jo opført sig fornuftigt og overholdt reglerne, så det er glædeligt, at to hotspots nu kan fjernes fra listen, siger vicepolitiinspektør Henrik Skals, der tilføjer, at politiet ikke har udstedt bøder de pågældende steder eller har fundet det nødvendigt at effektuere opholdsforbuddet de pågældende steder.
Politiets patruljer vil dog stadig rulle forbi områderne og føre tilsyn – blot i mindre omfang end tidligere.
Særlig tilsyn med Jomfru Ane Parken
Indtil videre bevares det tredje sted, Jomfru Ane Parken i Aalborg, som hotspot. Her er det fortsat vurderingen, at der stadig er øget risiko for for store og tætte forsamlinger.
- Derfor vil vores skærpede patruljetilsyn med det område fortsætte en tid endnu, pointerer vicepolitiinspektør Henrik Skals.
Nordjyllands Politi har i det hele taget stadig en øget patruljeindsats i hele politikredsen som følge af corona-situationen.
- Vi følger udviklingen tæt, og vi er klar til at gribe ind, hvis det er nødvendigt – også med bødeblokken. Det er dog vigtigt at understrege, at nordjyderne overordnet set har udvist samfundssind og for det meste fulgt vores anvisninger – det vil vi gerne rose nordjyderne for, og det håber vi, at alle bliver ved med, siger vicepolitiinspektør Henrik Skals.
Nordjyllands Politi opfordrer til, at man fortsat følger sundhedsmyndighedernes anbefalinger for at undgå smittespredning.