Politiet advarer: Der er "hamrende glat"
Snemand Frost er så småt ved at slippe sit tag i Nordjylland - og overlade pladsen til frøken Tø.
Umiddelbart en god nyhed for alle dem, der er ved at være trætte af sne og minusgrader. Men tøvejret har også en meget uheldig slagside.
- Der er hamrende glat derude på fortovene, så man skal virkelig passe på, lyder advarslen fra vagtchefen hos Nordjyllands Politi.
Her har man lørdag morgen modtaget "en del" anmeldelser via alarmcentralen 112 omkring faldulykker. Derfor er beskeden klar:
- Ja, man skal virkelig gå forsigtigt derude.
Lægger sig oven på isen
TV2 Vejret bekræfter den farlige tendens, som hersker denne lørdag.
- Der kan være glatte veje her til morgen, for regnen lægger sig som vand oven den is eller sne, der er i forvejen, fortæller vejrvært Jacob Mouritzen.
Ifølge prognoserne kan vi her i Nordjylland i løbet af lørdagen få mere nedbør, der falder som slud eller regn.
Den kolde luft fortsætter også med temperaturer på omkring nul grader. Til gengæld vil vinden aftage i løbet af dagen.