Politi i pinsekontrol: 143 bilister sigtet for at køre med sprut eller narko i blodet
Færre bilister kørte i påvirket tilstand under dette års pinse i forhold til sidste år. Men selvom flere tænker sig om, før de sætter sig bag rattet, advarer politiet fortsat.
Pinsefrokosterne kastede ikke blot god mad og godt selskab af sig - hele 143 bilister kan også se frem til en klækkede efterregning, fordi de valgte at køre bil påvirket af enten for meget alkohol, stoffer eller medicin.
57 bilister landet over er sigtet for spirituskørsel og 86 for narkokørsel. Hertil kommer ti trafikulykker, hvor spiritus kan have været en medvirkende årsag til ulykken samt to ulykker, hvor føreren mistænkes for narkokørsel.
Selv om tallene ifølge Rigspolitiet fortsat er for høje, så er de dog betydeligt lavere end for pinsen sidste år.
Her blev 88 bilister sigtet for spirituskørsel og 94 for narkokørsel. Der blev også registreret 25 uheld, hvor spiritus spillede en rolle. Og endelig to ulykker, hvor føreren var mistænkt for narkokørsel.
Når man fører et køretøj i påvirket tilstand, så gambler man altså med sit eget og andres liv.
Christian Berthelsen, politiassistent, Rigspolitiets Nationale Færdselscenter
- Når vi sammenligner pinsen 2020 med pinsen 2021, kan jeg glædeligt konstatere et fald i antallet af sigtelser og uheld, hvor føreren enten har været påvirket af alkohol eller euforiserende stoffer. På trods af den positive nedgang er spiritus- og narkokørsel fortsat uacceptabelt, og er man i tvivl om, hvorvidt man er i stand til at køre bil, så skal man lade bilen stå, siger politiassistent ved Rigspolitiets Nationale Færdselscenter, Christian Berthelsen.
- Når man fører et køretøj i påvirket tilstand, så gambler man altså med sit eget og andres liv, lyder opsangen fra ordensmagten.