Politi i Østerild splitter politikere
Foto: TV2/Nord
3F vil ikke holde skovarbejdere hjemme fra Østerild Plantage, selv om de skal arbejde under politibeskyttelse.
Politikerne har stærkt delte meninger om at bruge politiet til at beskytte de skovarbejdere, der skal fælde skov i Østerild i Thy for at gøre plads til syv testmøller.
Aktivister har to gange hindret Naturstyrelsens folk i at komme i gang, og Naturstyrelsen under miljøminister Karen Ellemann (V) planlægger nu at sætte politi ind.
Enhedslistens miljøordfører, Per Clausen, peger på, at det stadig er uafklaret, om testcentret er lovligt etableret.
- Det er misbrug af politiets ressourcer og sætter de medarbejdere, der bliver sat til at arbejde i et politiovervåget område, i en meget ubehagelig situation, siger Per Clausen.
Han opfordrer de faglige organisationer til at gå ind i sagen for at hindre, at deres medlemmer skal arbejde under politibeskyttelse.
Men den forhåbning kan han godt glemme. Skovarbejderne er organiseret i fagforbundet 3F, og afdelingen i Thy-Mors vil ikke holde medlemmerne hjemme, selv om politiet sættes ind, siger næstformand Lars Christensen.
- Det er trods alt bedre at arbejde på en byggeplads eller et skovareal, hvor tingene er sikrede - om det så er med politiets hjælp - frem for at arbejde et sted, hvor de ikke er sikrede, siger Lars Christensen.
Den holdning har han afstemt med forbundsledelsen i København.
Den konservative miljøordfører, Tage Legaard, mener, at aktivisterne er ude i misforstået ærinde: - Vindmøllerne i Østerild kommer til at betyde rigere natur. Vi erstatter nemlig gamle, udbrændte nåletræer med et kæmpe naturprojekt, siger han.
Testcentret viser, at Danmark tør tage ansvar, når det gælder miljøet, tilføjer han.
Dansk Folkepartis Jørn Dohrmann har spurgt justitsministeren om hans holdning til, at Karen Ellemann vil bruge politiets ressourcer i Østerild.
- Vi er stærkt imod, at man vil bruge vold og magt på at få lagt de træer ned, inden der kommer en klar afgørelse. Politiet skal bruges til alvorlige forbrydelser som knivstikkerier og hjemmerøverier, siger Dohrmann.