Politi: frygter nyt narko fæmomen
Foto: TV2/Nord
Politiet i Aalborg ser alvorligt på eksplosionen, der sendte to unge på Rigshospitalet med 2. og 3. grads forbrændinger i aftes. De havde eksperimenteret med at fremstille euforiserende stoffer. De frygter, at det er et nyt fænomen.
-Vi må stærkt advare imod, at eksperimentere med det her. Det er simpelthen livsfarligt, siger Karsten H. Kristensen, vicepolitikommissær ved Nordjyllands Politi til TV2/Nord.
Et forsøg på at lave noget euforiserende stof kaldet Nol, førte onsdag aften til, at fire unge mænd blev forbrændte ved en kraftig eksplosion i en lejlighed på Spurvevej i Fjerritslev. De har forklaret, at de var ved at forædle noget hash i køkkenet, og i den proces skulle de bruge lightergas. Men pludselig eksploderede det, og to af de unge blev svært forbrændte.
Den fjerde oktober i år var der en lignende episode på Fyrkildevej i Aalborg. Her eksperimenterede en 29-årig med fremstilling af stoffer, og også her skete der en voldsom eksplosion.
-Vi frygter, at det er et verserende fænomen. Vi har minimum fire episoder indenfor kort tid. To eksplosioner og flere beslaglæggelser af remedier til fremstilling, siger Karsten H. Kristensen, vicepolitikommissær ved Nordjyllands Politi til TV2/Nord.