Plejehjem i Hvalpsund trues af lukning
Vesthimmerlands Kommune er parat til at lukke plejehjemmet og lave arealet om til ældreboliger. Plejehjemmets støttegruppe vil gøre alt for at redde plejehjemmet - de vil sågar gå så vidt som til at købe grunden af kommunen og lavet det til fri-plejehjem.
73-årige Svend Jensen har boet i tre år på plejehjemmet Hesselvang i Hvalpsund.
- Jeg håber det fortsætter, for jeg har det rigtig godt her, siger Svend Jensen.
Men opholdet kan snart være ovre. Sundhedsudvalget i Vesthimmerlands Kommune forventes nemlig at lave en indstilling til kommunalbestyrelsen, der lukker plejehjemmet i dets nuværende form. I stedet bliver arealerne til fritliggende ældreboliger. Formanden for sundhedsudvalget, Martin Glerup (Soc.Dem.), er klar over, at beslutningen ikke er populær.
- Jeg er sikker på, vi alle gerne så, at det her, dejlige, lille plejehjem kunne fortsætte uændret, men vi står altså med ryggen mod muren rent økonomisk, siger han til TV2/Nord.
Svend Jensen er klar over, at kommunen er presset økonomisk, men han er alligevel ikke tryg ved situationen. Det samme gælder for hans kone Bente.
- Det er en dårlig idé. Ikke bare for svend og mig, men også for vores børn og børnebørn, som besøger Svend ret tit. Det ville ikke være noget, vi ville kunne leve med i hvert fald, siger Bente Jensen.
En omlægning til ældreboliger vil betyde, at det faste personale bliver skiftet ud med hjemmehjælp. Det er ikke en løsning, Svend Jensen kan bruge til ret meget.
- Jeg kan ikke være her uden personale, det kan ikke lade sig gøre. Jeg skal have personale omkring mig hele tiden, siger han med et suk.
Et fri-plejehjem
Plejehjemmets støttegruppe, Hesselvangs Venner, er ikke klar til at lade plejehjemmet udskifte med ældreboliger. Der er allerede sat gang i en underskriftindsamling og 8. juni holder gruppen stormøde om plejehjemmets fremtid, hvor kommunalpolitikerne er indbudt.
Skulle kommunalbestyrelsen beslutte sig for at lukke Hesselvang i sin nuværende form, er plejehjemmets støttegruppe klar til at træde til.
- Vi har jo den mulighed, at vi kan købe grunden herude og så drive et fri-plejehjem. Så skal vi have hjælp fra folk, der ved noget om det at drive plejehjem, siger formanden for Hesselvangs Venner, Inge-Lise Simonsen.
Det projekt er ikke noget, Sundhedsudvalget vil modsætte sig. Det skal dog stadig yde tilskud til plejehjemmet, hvis det er et fri-plejehjem.
Se mere i vores udsendelse 19.30