Pillerobot skal udbredes til flere nordjyske borgere
Foto: Hjørring Kommune
Test af en selvdoserende pillerobot i tre nordjyske kommuner er afsluttet, og nu skal robotten tilbydes i yderligere seks nordjyske kommuner.
Ni nordjyske kommuner har i samarbejde udviklet en ny løsning til at håndtere medicin til borgere, der normalt får hjælp i eget hjem af hjemmepleje eller sygepleje til dosering af medicin.
Pillerobotten med navnet MedimiSmart er siden 2017 blevet testet hos en række borgere i Aalborg, Hjørring og Vesthimmerlands Kommune. Ifølge kommunerne bag projektet er resultatet af testen så lovende, at robotten nu også skal tilbydes i kommunerne Jammerbugt, Brønderslev, Rebild, Frederikshavn, Thisted og Mariagerfjord.
Sådan virker pillerobotten MedmiSmart
Pillerobotten monteres i borgerens hjem, og når det er tid til den daglige medicin, lyser en knap på robotten, som man trykker på, og dermed får man sin medicin fra robotten.
Robotten henter kontinuerligt ordineret medicin fra det borgerens medicinkort, hvorefter kommunale sygeplejersker bekræfter medicinen i deres elektroniske omsorgssystem. Samtidig sendes oplysningerne til de apoteker, der deltager i projektet.
Herfra pakkes medicinen, og efterfølgende bringer Falck medicinen ud til robotten og påfylder medicinen.
Hvis medicinen ikke bliver taget inden for det aftalte tidsvindue, begynder maskinen at blinke og udsende en lyd. Hvis borgeren stadig ikke reagerer, bliver Falcks vagtcentral kontaktet, hvorefter de telefonisk forsøger at få kontakt til borger.
Endelig kan hjemmeplejen kontaktes af Falck. Hjemmeplejen kan så enten gennemføre et fysisk besøg eller ringe til en eventuel pårørende og forhøre sig om, hvorvidt borgeren befinder sig et andet sted end hjemme. Hjemmeplejen kan kun gennemføre et fysisk tjek, såfremt de allerede har adgang til borgerens hjem.
- Medicinfejl er en af de helt store udfordringer i sundhedsvæsenet. Langt den største del af de fejl - de såkaldte utilsigtede hændelser, som indrapporteres til Styrelsen for Patientsikkerhed - handler om medicin. Medicin, som bliver givet forkert, eller medicin, som ikke bliver givet. Og præcis den type fejl, kan vores løsning næsten helt undgå, forklarer Heidi Madsen, kontorchef i Hjørring Kommune og formand for projektets styregruppe, i en pressemeddelelse.
Pillerobotten er udviklet til borgere i eget hjem, som får hjælp af hjemme- eller sygeplejen til dosering og indtagelse af medicin.
Ikke billigere på nuværende tidspunkt
Pillerobotten monteres i borgerens hjem, og når det er tid til den daglige medicin, lyser en knap på robotten, som man trykker på, og dermed får man sin medicin fra robotten.
Kommunernes mål med udviklingen af robotten var at opnå en både mere sikker og billigere løsning til håndtering af medicin hos hjemmeboende borgere. Robotten har vist sig at have en nøjagtighed i dosering på 99,97 procent – den har dog ikke været en billigere løsning end at sende hjemmepleje eller sygepleje ud til at dosere.
- Vi er ikke lykkedes helt med at få en løsning, som totalt set er billigere end vores eksisterende løsninger. I hvert fald ikke endnu. Til gengæld har vi fået en løsning, som er næsten 100 % sikker. Den giver også borgeren større uafhængighed og frigør hænder i kommunerne, så alt i alt er vi godt tilfredse med projektet, og derfor har vi besluttet at tilbyde løsningen til alle ni kommuner, siger Heidi Madsen.
48 procent af borgerne, der har testet pillerobotten, vil gerne fortsætte med at anvende maskinen, hvorimod 33 procent ønsker at stoppe eller er stoppet med at teste pillerobotten.