Pernille er endelig hjemme efter et døgn i bilen med sin 3-årig datter: - Det var frustrerende
Pernilles treårige datter, Liva, var utrøstelig mellem klokken 1 og 2 natten til torsdag.
En buschauffør havde nogle pølser og noget juice, som Pernille Klitbos datter kunne få, da de løb tør for mad i bilen.
Pernille Klitbo og hendes 3-årige datter sad i sin bil i 24 timer. 19 af dem var på motorvejen, hvor de blandt andet måtte sove i bilen.
Hun havde været i København, da hun onsdag formiddag fik meldingen om, at hendes mormor lå døende på Aalborg Universitetshospital. Derfor skyndte hun sig at pakke bilen. Og sætte kurs med Aalborg.
Torsdag aften var Pernille Klitbo og datteren dog endelig hjemme i Aabybro igen. Her besøgte TV2 Nord hende.
- Jeg vil sige, at det er rart at komme hjem igen. Det er selvfølgelig hårdt, for man tænkte kun på at komme hjem, og man håbede på, at man kunne nå at have sagt farvel, imens hun måske var lidt til stede, og så sige tak for alt og sådan nogle ting, men det nåede vi desværre ikke, konstaterer hun.
Frustrerende ventetid
Døgnet i bilen, og især de 19 timer, hvor de var fanget på motorvejen, var frustrerende for Pernille Klitbo. Især den manglende kommunikation var irriterende.
- Jeg synes, det var lidt frustrerende bare at sidde der og ikke rigtig vide, hvornår man kunne komme frem i køen, og hvornår der blev åbnet op. Man fik at vide, at lastbilen var fjernet, men der skete bare ingenting. Vi holdt bare stadig det samme sted. Så det var vildt frustrerende bare at sidde der i bilen, forklarer hun.
Og nu har vi andre jo nok ikke prøvet at sidde så lang tid i en bil. Hvordan fungerer det med alt det lavpraktiske?
- Når vi skulle tisse, måtte vi jo gå ud af bilen, og så måtte vi tisse udenfor. Vi var omringet af lastbilchauffører, så de kunne jo se lidt mere, end hvad personbilerne kunne. Så vi prøvede selvfølgelig at skærme af, men hvis de så noget, som man måske ikke burde, jamen det måtte de jo så lige leve med. Vi kan ikke holde os hele tiden, og når min datter på tre ikke bruger ble, så bliver hun jo nødt til at tisse, forklarer Pernille Klitbo.
Se da TV2 Nord var med live hjemme ved Pernille Klitbo herunder:
Og hvad så med maden?
- Jamen, vi havde købt noget mad og drikke hjemmefra, for vi vidste godt, at der var kø på motorvejen. Men vi havde ikke regnet med, at det var sådan en stor kø, der var. Så vi havde ikke købt vanvittigt meget mad. Vi havde måske også tænkt, at vi måske kunne holde ind et sted og få noget. Men da vi løb tør for mad, var der heldigvis en buschauffør lige ved siden af os, der havde nogle pølser og noget juice, som min datter kunne få. Og lastbuschaufføren, der holdt bag os, han havde noget kaffe til mig her i morges, da vi stod op, fortsætter hun.