Påsat brand på skole i Hjørring
Endnu ukendte gerningsmænd satte lørdag aften ild til Holmegårdskolen i Hjørring. Det er store dele af skolens såkaldte indskolingsområde, der er ramt af massive røgskader efter branden.
Det lykkedes beredskabet hurtigt at få bugt med flammerne i skolens SFO, og det er således meget få steder på skolen, der er nedbrændt.
Til gengæld er der udviklet en så kraftig røg, der har bredt sig til stort set hele den store skole, der til dagligt rummer omkring 500 elever.
Skolefritidsordningens lokaler er ubrugelige på grund af røgskader, ligeså er klasselokalerne, hvor skolens yngste elever holder til.
Skolens elever, lærere og interesserede forældre mødes mandag morgen klokken 8 i aulaen til information om, hvad der skal ske med undervisningen og skolefritidsordningen.
- Vi har fundet lokaler til alle, det er selvfølgelig en træls situation at være i, men det er en opgave, vi skal løse, og selvfølgelig finder ud af det med undervisningen, og vi har fundet plads til SFO-børnene også, siger skoleleder Søren Chr. Jensen, Holmegårdskolen, efter han og den øvrige ledelse søndag holdt krisemøde.
Få timer efter branden var under kontrol ankom rengøringspersonale til skolen, og hele søndagen kæmpede adskillige ansatte fra ISS med at få fjernet dele af røgskaderne på skolen.
Bygningen, hvor branden er startet, er indtil videre sikret af politiet, der endnu ikke har haft ressourcer til at gennemgå skolen for yderligere tekniske undersøgelser. Det vil ske mandag.
Indtil da står politiet på bar bund i sagen, der dog betragtes som en påsat brand, måske drengestrenger.
En rude på skolens bagside er knust og inden for på væggene har gerningsmændene efterladt sig et spor, idet der er skrevet bandeord og en opfordring til at lukke skolen.
Politiet i Hjørring hører gerne fra folk, der har set noget eller nogen i tidsrummet mellem kl. 19.30 og 20 i og omkring Holmegårdskolen i Hjørring. Politiet kan kontaktes på telefonnummer 114.