Pas på: Vejene kan være glatte mandag morgen
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
TV 2 Vejret advarer om risiko for glatte veje mandag morgen.
Der er risiko for, at bildækkene ikke får samme greb i vejbanen som normalt, hvis du begiver dig ud på de nordjyske veje mandag morgen.
TV 2 Vejret advarer nemlig om risiko for glatte veje fra morgenstunden mandag.
- Når vi står op i morgen (mandag, red.), så er det med risiko for, at det kan være glat på vejene - især hvis man ikke har fået skiftet til vinterdækkene endnu. Der vil være spredte snebyger igennem natten, og der kan falde mere sne mandag morgen, siger Jacob Mouritzen fra TV 2 Vejret.
Ustadigt efterårsvejr forude
Mandagen vil både byde på snebyger og plads til solskin i Nordjylland.
- Det vil være meget kontrastfyldt vejr, siger Jacob Mouritzen.
Temperaturerne kommer mandag til at ligge mellem nul og tre grader i dagtimerne, og ud på eftermiddagen kan de komme under frysepunktet.
- Det vinterlige vejr fortsætter frem til mandag aften eller tirsdag morgen, og derefter slår nedbøren over i regn. Vi får lidt lunere temperaturer og mere ustadigt efterårsvejr, siger Jacob Mouritzen.
Du kan se vejrudsigten for de kommende dage her: