Pas på: Høj brandfare i weekenden
- Skal man finde kulgrillen frem, så hav et ubrandbart underlag under. Hav altid grillen under opsyn, siger indsatsleder Henrik Christensen fra Nordjyllands Beredskab.
Hvis weekenden står på grill, bål eller planer om at bruge ukrudtsbrænder - så pas ekstra godt på eller udsæt planerne, lyder det fra Nordjyllands Beredskab.
Tre uger med stort set ingen regn har sat sit præg på naturen i det nordjyske. Jord og vegetation er nu så tørt, at selv den mindste glød i værste tilfælde kan antænde en brand.
Når vejret i weekenden tegner til at blive både solrigt, tørt og blæsende, betyder det også, at brandfaren forventes at blive ekstra høj i Nordjylland.
Ved blæst kan naturbrand meget hurtigt komme ud af kontrol, og derfor skal vi være ekstra varsomme i øjeblikket, når vi færdes ude i det dejlige vejr.
- Vi har desværre rigtig travlt for tiden - og det er altså hyggeligere for alle parter, at vi ikke pludselig skal være en del af underholdningen til havefesten, siger Bjarne Nigaard fra Danske Beredskaber.
Råd i tørken
Tørken har endnu ikke fået nogle kommuner til at indføre afbrændingsforbud. Til gengæld beder Nordjyllands Beredskab borgerne om at være ekstra forsigtige med ild udendørs i weekenden.
Henrik Christensen, der er indsatsleder ved Nordjyllands Beredskab, forventer en travl weekend og har et par tips til at lette beredskabets udrykninger.
- Skal man finde kulgrillen frem, så hav et ubrandbart underlag under. Hav altid grillen under opsyn, siger han.
Henrik Christensen råder desuden nordjyderne til at have vand i nærheden, så man har noget til en hurtig indsats, hvis uheldet skulle være ude.
Ifølge indsatslederen har Nordjyllands Beredskab særligt oplevet, at det let går galt med ukrudtsbrændere. Hans råd hertil er at være ekstra varsom, når ukrudtet skal fjernes.
- Der ligger en del løs og vissen vegetation rundt omkring, og det skal man holde afstand fra, siger han.
I weekenden kommer tørkeindekset op på 10 på landsplan, og det vil forblive uændret indtil der kommer et større regnvejr. Der er stigende chance for, at der kommer regn i bygeform i løbet af næste uge.
Undgå naturbrand
- Brug de dertil indrettede bålpladser, og efterlad først bålet når det er er slukket helt
- Hold afstand til bevoksning
- Tænd aldrig bål eller grill, hvis det blæser meget eller naturen er meget tør
- Smid ikke cigaretskod, glas og metal i naturen
- Brug ukrudtsbrænder med forsigtighed og hav vand i nærheden
- Tøm ikke aske fra grill eller brændeovn i naturen, men i en askespans
- Ring hurtigt 1-1-2 hvis uheldet alligevel er ude.
Kilde: Nordjyllands Beredskab