Pas på i trafikken - usædvanligt tæt og udbredt tåge
De dårligste sigtbarheder kulminerer samtidig med morgentrafikken
Mange steder er tågen så tæt, at den vil give forsinkelser i trafikken og øge risikoen for sammenstød. Det er derfor en god idé at indregne ekstra rejsetid i morgentrafikken og køre ekstra varsomt.
Meteorologisk set er tæt tåge defineret ved en sigtbarhed under 100 meter, og mange steder er der mandag morgen målt sigtbarhed under 50 meter. Mange vil sige, at de næsten ingenting kan se, når de kører i en sigtbarhed på 50 meter.
Der er meldinger om tæt tåge på Falster, Vestsjælland, Fyn og mange steder i Jylland.
Tåge kulminerer i morgentrafikken
Tåge ventes at være mest udbredt mellem klokken 8 og 9, og herefter vil tågen begynde at opløses.
Tågedannelsen har haft gunstige vilkår i nat og har det fortsat. Luften over Danmark er fugtig, og når der hverken er skyer eller ret meget vind, falder lufttemperaturen. Jo lavere temperaturen er, desto mindre fugtighed kan luften indeholde, og derfor dannes tågen.