Pantsætning af guld hitter hos nordjyderne
Foto: Privatfoto
Dyre ure er også noget af det, som nordjyderne ofte pantsætter.
Pantelånet har været forsvundet i mange år, men nu er det gammeldags lån på vej tilbage. Flere og flere nordjyder gør nemlig brug af metoden.
Indenfor de seneste år er pantsætning af værdigenstande blevet mere og mere populært hos nordjyderne. Hos pantelåneren Pantsat.dk er andelen af pantsætninger steget med mere end 185 procent i Nordjylland på bare to år.
– Vi får især guld ind fra nordjyderne, men de pantsætter også andre ting. Det seneste, vi har fået ind, er en diamant- og rubinring til 15.000 kroner fra en kvinde i slut 50’erne og et Rolex Batman-ur til 80.000 kroner fra en mand i midt 30’erne, siger Sander Lerche Rasmussen, der er direktør for Pantsat.dk.
Op til 1960’erne var pantsætning almindeligt i Danmark, men siden da har bankerne overtaget lånemarkedet
Lone Eriksen, økonomisk rådgiver
Voksende omsætning
Nordjydernes stigende interesse for at pantsætte guld, sølv og diamanter har betydet, at omsætningen de seneste to år for regionen er vokset med 370 procent.
- Der er et kæmpe marked for pantelån i Danmark med bankernes kreditstramning, og fordi pantelånerne har spottet et hul i markedet, siger Lone Eriksen, der er økonomisk rådgiver og fortsætter:
- Det er en hurtig og fleksibel finansieringsmulighed, der ikke fører til gældsspiral, og som flere og flere bliver opmærksomme på.
Et resultat af markedsøkonomien
Ifølge en professor er pantsætningens øgede popularitet et resultat af, at markedsøkonomien finder løsninger.
- Du kan selvsagt ikke gå i banken med en tom konto og et Rolex-ur eller en designertaske og forvente et lån. Her er den øgede interesse for pantsætning et klassisk eksempel på, hvordan markedsøkonomien finder løsninger, hvor der er behov for det, siger professor i økonomi ved Aarhus Universitet Carsten Tanggaard.
- Kan man acceptere en højere rente, er pantsætning en adgang til likviditet og en her og nu-udbetaling, siger han.
Hvad er et pantelån?
Et pantelån er, at man afleverer en genstand hos en pantelåner og får en udbetaling, der svarer til genstandens værdi. Køber man ikke genstanden tilbage inden en aftalt dato, så har pantelåneren ret til at sælge genstanden videre.
I cirka 50 år har pantsætninger været en sjældenhed hos nordjyderne, men i Sverige har det været en almindelig lånemetode.
- Op til 1960’erne var pantsætning almindeligt i Danmark, men siden da har bankerne overtaget lånemarkedet og udfaset den pantsætningskultur, der har været. Vi er vænnet til at tro, at det kun er i banken, man låner penge, siger økonomisk rådgiver Lone Eriksen.