Pædagogkrigen optrappes
Kommunernes Landsforening (KL) har varslet lockout fra 17. juni, men ikke for lederne af institutionerne. Derfor har pædagogernes fagforening BUPL nu varslet strejke for lederne fra den 20. juni. Dermed er alle våben nu i brug i konflikten.
- KL har trukket det ultimative konfliktvåben allerede inden, strejken brød ud, og så forsøger de oven i købet at lægge en kattelem ind, så de kan sige til forældrene, at de har sørget for, at der i et vist omfang kan passes børn. Arbejdsgiverne må bestemme sig til, hvad de vil. Faktum er, at KL med en lockout nægter 560.000 børn pasning. Derfor klinger det noget hult, når Mads Lebech (KL's forhandlingsleder, Red.) siger, at pædagogerne tager børnene som gidsler,"siger formand for BUPL, Henning Pedersen til fagforeningens hjemmeside.
I KL's lockout-varsel, som blev afsendt inden pædagogstrejken var gået i gang, undtager KL netop lederne.
- Nu sender vi strejkevarsel på lederne, så vi får det rene snit. Det er ikke rimeligt, at lederne skal medvirke til at holde institutionerne åbne, mens alle deres pædagogkolleger er lockoutet. Vi ville hellere gå forhandlingsvejen, men det virker desværre, som om KL har lænet sig fornærmet tilbage i hængekøjen og blot venter på, at lockouten træder i kraft, siger Henning Pedersen.
BUPL har ca. 4600 ledermedlemmer udover dem, som allerede er omfattet af den nuværende strejke i de 15 kommuner.