På trods af advarsler: Alt for mange går stadig ud på isen
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Nordjyllands Politi modtager dagligt mange anmeldelser om folk, der bevæger sig ud på isen.
Frosten har et godt tag i landet, og isen dækker søer, fjorde og vandhuller. Og efter så mange dage må den da være tyk nok? Det er der i hvert tilfælde alt for mange, der regner med, lyder det fra vagtchef ved Nordjyllands Politi, Jesper Sørensen.
- Vi får alt for mange anmeldelser om, at folk går ud på isen. Og det gælder i hele regionen, siger han.
Når politiet får en anmeldelse, forsøger de i første omgang at få anmelderen til at kalde folk ind på land igen. Men hvis ikke det lykkedes, bliver der sendt en patrulje.
Det er helt klart farligt, for man risikerer at ryge i
Jesper Sørensen, vagtchef, Nordjyllands Politi
- I mange tilfælde er folk væk, når vi så kommer frem, siger Jesper Sørensen.
Og det er der måske en grund til. Det koster nemlig 1000 kroner i bøde hvis man bevæger sig ud på isen. Og hvis ikke der står et skilt med at færdsel på isen er tilladt - ja, så er det altid ulovligt at gå der ud, uanset hvor sikker isen ser ud.
- Det er helt klart farligt, for man risikerer at ryge i, afslutter Jesper Sørensen.
Det siger loven om færdsel på is
Bekendtgørelse gældende i Nordjyllands politikreds fra 2. februar, 2021:
"Det meddeles herved, at al færdsel på isen ud for kyster, i havne eller på offentlige søer, vandløb eller andre vandsteder er forbudt.
Forbuddet gælder for områder beliggende i Aalborg, Rebild, Mariagerfjord, Vesthimmerlands, Frederikshavn, Læsø, Brønderslev, Jammerbugt og Hjørring kommune.
Undtaget fra forbuddet er steder, hvor det ved opslag er bekendtgjort, at ”Færdsel på isen tilladt, Nordjyllands Politi”.
Denne bekendtgørelse er udstedt i medfør af § 15, stk. 1, i "Bekendtgørelse nr. 511 af 20. juni 2005 om politiets sikring af den offentlige orden og beskyttelse af enkeltpersoners og den offentlige sikkerhed m.v. samt politiets adgang til at iværksætte midlertidige foranstaltninger" (ordensbekendtgørelsen).
Overtrædelse af bekendtgørelsen straffes med bøde, jf. ordensbekendtgørelsens § 18."
Kilde: Nordjyllands Politi