OW Bunker: Altor hævede en milliard inden børsnoteringen
Foto: (Arkivfoto)
Altor trak milliardbeløb ud af OW Bunker inden børsnotering. Kort efter gik OW Bunker konkurs.
Kort før OW Bunkers børsnotering trak kapitalfonden Altor over en milliard kroner ud af virksomheden.
Dermed har Altors ejerskab været væsentligt mere profitabelt end hidtil antaget, og ifølge Dansk Aktionærforening sætter det endnu en gang kapitalfondens rolle i et dårligt lys, skriver Finans.dk.
Da OW Bunker kollapsede, ville bankerne kun være med til at redde virksomheden, hvis Altor skød nye penge ind, men forhandlingerne strandede, da kapitalfonden afviste.
- Det understreger det absurde i, at Altor ikke var i stand til at finde en løsning, da OW Bunker kom i problemer - enten ved selv at finde nogle penge eller ved at gå tilbage til investorerne, siger Jens Møller Nielsen, direktør i Dansk Aktionærforening, til Finans.
OW Bunker var tidligere en del af Wrist Group, og Altor ejede aktierne i koncernen via selskabet Foreign Newco i Luxembourg.
Selskabsdokumenter fra Luxembourg viser, at Foreign Newco i november 2013 besluttede at trække godt 1,1 milliard kroner ud til aktionærerne i form af en kapitalnedsættelse, skriver Finans.
Det skete i forbindelse med en kompliceret opsplitning af Wrist Group til OW Bunker og skibsforsyningsvirksomheden Wrist Ship Supply.
Ud over Altor var Foreign Newco ejet af 31 medarbejdere og bestyrelsesmedlemmer, og de fik alle penge ud af manøvren.
For eksempel fik topchef Jim Pedersen ifølge Finans' beregninger 7,6 millioner kroner, mens Altor kunne hæve 1.083.991.356 kroner til sit holdingselskab OW Lux S.a.r.l.
Flere medarbejdere bekræfter, at de omkring årsskiftet 2013/2014 fik udbetalt et beløb, der målt på deres ejerandel svarede til en samlet udbetaling på 1,1 milliarder kroner.
Udbetalingen er sammen med andre mistænkelige forhold blandt de emner, som kuratorerne i OW Bunker sagen nu gransker med henblik på at vurdere, om der kan placeres et ansvar hos selskabets tidligere bestyrelse og Altor.
Det fremgår af et brev skrevet af specialkurator Søren Halling-Overgaard dateret 29. december og sendt til flere af sagens nøglepersoner, herunder flere centrale ledelsespersoner, som DR Nyheder er kommet i besiddelse af.
Der står blandt andet:
- Om det var forsvarligt, at kapitalfonden Altor, der ejede OW Bunker frem til børsnoteringen, få måneder før børsnoteringen trak over en milliard kroner ud af selskabet.