Overtager naturgaslager i Nordjylland
I morgen - 1. maj 2007 - overtager Energinet.dk naturgaslageret i Lille Torup fra DONG Energy. Købsprisen er 2 mia. kr., og lageret har en kapacitet, der svarer til 10% af det årlige naturgasforbrug i Danmark.
- Med overtagelsen af gaslageret er vi med til at opfylde det politiske ønske fra Folketinget om, at gaslagrene i Danmark skal forblive i offentligt eje, siger adm. direktør Peder Ø. Andreasen.
- Vores tildeling af lagerkapacitet til kunderne foregår åbent og transparent, hvor alle kunder får lige adgang til at bestille kapacitet.
To lagre i Danmark
Der findes to underjordiske naturgaslagre i Danmark. Det ene ligger i Lille Torup mellem Viborg og Aars og er fra i morgen ejet af Energinet.dk.
Det andet ligger i Stenlille på Sjælland og ejes af DONG Energy.
Driften
De to lagre er nogenlunde lige store og indgår som en integreret del af Energinet.dk's drift af naturgasnettet, hvor lagrene bruges til fysisk at balancere transmissionssystemet (trykket i rørene) og til at udjævne forskellen over året mellem produktionen fra Nordsøen og forbruget i Danmark.
Desuden anvender Energinet.dk lagrene til at sikre forsyningen i nødsituationer.
Forsyningssikkerhed
Energinet.dk har på statens vegne ansvaret for forsyningssikkerheden af el og naturgas i Danmark, og gaslageret er et redskab til at løse denne opgave.
Pris: 2 milliarder kroner
Energinet.dk har købt gaslageret i Lille Torup af DONG Energy for 2 mia. kr. plus en eventuel yderligere betaling baseret på værdien af aktiviteterne efter år 2030.
Med gaslageret følger 15 medarbejdere, som overgår til Energinet.dk ifølge lov om virksomhedsoverdragelse.
Hvem er Energinet.dk
Energinet.dk er en selvstændig, offentlig virksomhed, der ejer det overordnede el- og naturgasnet i Danmark.
De har ansvaret for at opretholde forsyningssikkerheden for el og gas, og for at konkurrencen på el- og gasmarkedet kan fungere.
De har desuden ansvaret for en politisk fastsat ramme på 130 mio. kr. årligt til forskning og udvikling.
Omsætningen
Omsætning er 8 mia. kr., og forbrugerne betaler til vores aktiviteter via tariffer på elregningen og indirekte via gasregningen.