Overenskomst er indgået efter historisk vanskelige forhandlinger: - Det glæder mig, at der er indgået forlig
Foto: Emil Helms / Ritzau Scanpix
Her ses forhandlerne fra DI og CO-industri efter de har præsenteret overenskomster i Industriens Hus i København.
Claus Jensen, CO-Industris formand, siger at reallønnen kan være genoprettet i løbet af to til tre år.
Her til eftermiddag har arbejdsmarkedets parter taget et stort skridt i retning mod at undgå en storkonflikt. Sammenslutningen CO-Industri, der forhandler på vegne af cirka 230.000 lønmodtagere i Danmark, har indgået en overenskomstaftale med arbejdsgiverforeningen Dansk Industri.
Det har ifølge DI-dirketør Lars Sandahl Sørensen været historisk vanskelige forhandlinger.
Hvis overenskomsten stemmes igennem, kommer den til at gælde i to år. Normalt varer den i tre.
Disse fagforeninger dækker overenskomsten
CO-industri har ni medlemsorganisationer.
Det er:
3F
Dansk Metal
HK Privat
Teknisk Landsforbund
Dansk El-forbund
Blik- og Rørarbejderforbundet
Dansk Jernbaneforbund
Serviceforbundet
Malerforbundet
Herunder kan du se hovedpunkterne:
• Fritvalgskontoen stiger med to procent fra 7 til 9 procent i 2024. Det svarer til mere end en månedsløn.
• Fra i år skal arbejdsgiverne betale to procent mere og lønmodtagerne to procent mindre ind til pension. Medarbejderne opsparer det samme – men det gør altså, at de får to procent mere ud sammen med lønnen.
• Mindstelønnen stiger med 9 kroner i timen.
• Tillidsrepræsentanterne får stærkere værktøjer end i dag, så de får bedre muligheder for at hente gode resultater hjem ved de lokale lønforhandlinger.
• Aftalen giver også tillidsrepræsentanternes bedre muligheder og flere rettigheder for at organisere - og styrker dermed den danske model.
• Barsel med fuld løn bliver forlænget med fire uger – fordelt på to uger til deling og to uger til den anden forælder.
• Der bliver fremover ret til at udpege en uddannelsesrepræsentant på arbejdspladsen, der skal bistå tillidsrepræsentantens arbejde med uddannelse.
• Fremover får medarbejderen fuld løn under deltagelse i selvvalgt uddannelse. Tidligere var tilskuddet på 85 procent.
• Timelønnen til lærlinge bliver forhøjet med 8 kroner i perioden, og andre satser stiger.
Er aftalen god eller ej?
I Nordjylland er TV2 Nord i forbindelse med både 3F, Dansk Metal og HK Privat. Ens for dem alle er, at de endnu ikke har haft tid til at læse hele aftalen igennem.
Dog siger Christina Madsen Kristansen, der er formand for HK Privat således:
- Det, der glæder mig, er, at der er indgået et forlig. Men det er først nu, at mit arbejde rigtig starter med at finde ud af, hvad det reelt betyder for mine medlemmer, siger hun og understreger at både hende og en del andre kollegaer er i gang med arbejdet.
Også Jan O. Gregersen, der er formand for Dansk Metal i Aalborg, er klar til at knytte en kommentar, på trods af, at det med småt endnu ikke er læst.
- Det her er en stærk aftale. Det er aldrig set før, at der er sat en lønstigning ind til alle på to procent per år, siger han.
Han håber, at stigningen i elevlønnen vil være med til at trække flere unge til håndværksfagene. Han slutter med at tilføje:
- Allerede nu kan jeg se, at der kommer nogle positive kommentarer fra vores medlemmer på Facebook.
Store Bededag
...Blev end ikke nævnt i overenskomsten. Det er på trods af, at der var en hel del ballade om afskaffelsen af helligdagen før forhandlingerne.
Dansk Metals formand, Claus Jensen, understreger, at store bededag er en politisk beslutning. Derfor har det ikke været en del af forhandlingerne. Det skriver TV2.