Over 5000 prøver afslører: Ingen asbest eller PFAS i Limfjorden
En stor knast er høvlet af.
Der er ikke fundet hverken asbest eller PFAS i Limfjorden, hvor den 3. Limfjordsforbindelse skal gå.
Det kan TV2 Nord nu fortælle efter at have fået indblik i Vejdirektoratets analyse.
Sammen med Miljøstyrelsen har Vejdirektoratet foretaget 5600 prøver af havbunden på både Egholms nordlige og sydlige side - uden fund af de giftige og kræftfremkaldende materialer.
Det har været et væsentligt punkt i kritikken fra modstandere af Limfjordsforbindelsen, at anlægget vil have store miljømæssige konsekvenser, hvis de giftige stoffer spredes.
Der skal nemlig graves godt og vel en million kubikmeter havbundssediment ud til forbindelsens kommende tunnel på sydsiden af den lille Limfjordsø.
Konklusionen i rapporten efterlader altså ikke mange røde advarselslamper for miljøet.
De tusindvis af prøver er foretaget af en dykker, der har sendt materialet videre til laboratorieundersøgelser.
Her er der fundet lavt indhold af tungmetaller og PAH-stoffer, der kan stamme fra bundmaling på skibe eller tjærede fiskegarn. Ifølge Vejdirektoratet dog kun i "meget lave niveauer."
I løbet af næste år skal Folketinget endeligt vedtage den anlægslov, der fastligger de allersidste detaljer, inden første spadestik følger i 2025.