Over 30 containere indsamlet: Her går oprydningsarbejdet 'helt fantastisk'
Strandene på nordvestkysten begynder flere steder så småt at ligne sig selv efter fragtskibet Mayview Maersk natten til den 22. december tabte 46 containere i Skagerrak.
- Det er gået helt fantastisk med oprydningsarbejdet i dag. Det har været effektivitet, når det er bedst, fortæller strandfoged fra Blokhus til Rødhus, Thomas Duurloo.
På strækningen, som er omkring 14 kilometer lang, er det Bejstrup Maskinstation, som står for oprydningen.
- Det hele på stranden er faktisk fjernet nu, så vi er klar til, hvis der kommer nyt gods ind, lyder det fra Thomas Duurloo.
Strandfogeden er overrasket over, hvor hurtigt oprydningen er gået, men påpeger, at flere frivillige også har sin skyld i det, da mange har samlet godset i bunker langs stranden.
- Den sidste status er fra i går aftes, og der forventer vi, at der blev kørt omkring 30 containere til opmagasineringsplads. Men det er flere i dag, pointerer Thomas Duurloo.
Skulle der skylle flere vragdele i land, som TV 2 Vejret varsler, er de i Jammerbugten også klar til det.
- Vi er jo på stranden hver dag, så når vi ser, at der er noget på vej ind, så får vi Bejstrup aktiveret.