Otte røverier i Hjørring - ingen opklarede
På halvanden måned har Hjørring og omegn været ramt af 8 af røverierne og ingen af dem er opklaret endnu. Politiet frygter at bølgen bliver ved, fordi forbrydelsen i øjeblikket tilsyneladende er gratis at begå.
Dagen før nytårsaften blev brugsuddeler Jesper Pedersen truet til at udlevere 125.000 kroner til en mand iført elefanthue i Super Brugsen i Hjørring.
- Jeg kan ikke se hvad det er han truer med. Han højre hånd er gemt i lommen foran på maven, men jeg kan ikke se om han har en pistol, en kniv eller slet ingen ting. Jeg ved det ikke, siger Jesper Pedersen.
Gerningsmanden er ikke fanget - ligesom i de syv andre røverier i området. Aldrig tidligere har Hjørring og omegn været så plaget af røverier. En situation, der giver grå hår hos politiet
- Otte røverier på halvanden måned er helt uacceptabelt. Det er røverier til over et års forbrug i området, siger vicepolitikommissær, Jens Erik Poulsen fra Nordjyllands Politi.
Gerningsmændene er hver gang betegnet som unge mellem 16-25 år, og de fleste har talt med en tydelig lokal dialekt. Med en foreløbig opklaringsprocent på nul, frygter politiet at flere bliver inspireret til at begå røveri - eventuelt for at betale narkogæld.
- Jeg kan ikke afvise, der er unge mennesker, der i fjernsynet hører om de her røverier, og hører at de ikke opklarer, og dermed tænker, at så prøver jeg også lykken, siger vicepolitikommissæren.
Tilbage i Super Brugsen forbereder uddeleren sig på, at han meget vel kan få besøg af en røver igen.
- Vi har ændret på opsætningen af vores overvågningskameraer, så vi kan få nogle billeder af røveren næste gang, og så tænker vi noget mere over, hvor mange penge vi ligge inde med i vores pengeskab, siger Jesper Pedersen.
Nordjyllands Politi kan endnu ikke sige om samme gerningsmand kan stå bag flere af røverierne.