Otte års fængsel for voldtægt, seksuelle overgreb og vold mod egen familie
Foto: Arkivfoto/Simon Mølgaard
En 51-årig mand er i dag idømt otte års fængsel for seksuelle overgreb på egne døtre og vold mod sin daværende kone.
Byretten i Hjørring har i dag idømt en 51-årig mand fra Vendsyssel otte års fængsel for voldtægt, grov vold og andre seksuelle overgreb mod sine egne døtre og daværende kone.
Manden har fået forbud mod at få besøg af personer under 18 år. Derudover skal han udvises af Danmark for bestandigt.
Den 51-årige skal desuden betale sine fire døtre erstatning på henholdsvis 100.000, 80.000, 30.000 og 30.000 kroner samt den tidligere kone 10.000 kroner.
Dommen ligger tæt på anklageren Eva Madsens påstand om 8-9 års fængsel, og hun er tilfreds med dages dom.
Den 51-åriges forsvarer Mette Lindhardt ankede dommen på stedet. Hun finder dommen meget hård.
Den 51-årige mand skal fortsat være varetægtsfængslet til sagen kommer for landsretten, hvilket både forsvarer og anklager accepterede.
Den 51-årige var tiltalt for gennem en årrække at have udsat sine børn for seksuelle overgreb samt at have været særdeles voldelig over for en tidligere samlever
Han har fra sagens start nægtet sig skyldig i alle anklager om seksuelle overgreb og voldtægt. Han forklarede, at han aldrig har rørt sine døtre seksuelt.
Der er tale om en familie, der gennem mange år ikke levet helt som mange andre, der har været vold og druk nærmest dagligt i hjemmet, moderen til børnene og børnene har været på krisecenter, ligesom hele familien stak af på et tidspunkt, da kommunen havde varslet den ville fjerne nogle af børnene.
Børnene blev dog på et tidspunkt tvangsfjernet fra hjemmet, og det, mente den 51-årige nu tiltalte var moderens skyld, hvorfor han ifølge hende derfor blev mere voldelig over for hende. Moren har tidligere i retten forklaret, at hun ikke vidste, at der havde været tale om overgreb, men hun havde tidligt en anelse om, at noget var galt.