Opråb fra biavlerne: Vent med at klippe hæk
Foto: Lone Vad Dam
Biavler Jan Bønlykke Sørensen håber, at flere vil vente med at tage hækkeklipperen i brug. Bierne er nemlig fan af uklippede hække.
I aften er det sankthansaften og det har traditionelt været den deadline der var for af få klippet hækken. Men nu opfordrer biavlerne os til at vente, af hensyn til bierne.
Jan Bønlykke Sørensen er biavler, og han har en bøn til boligejerne. Vent en måned endnu med at klippe hækken.
- Specielt ligusterhækkene, de blomster nu her lidt om lidt, og de er en god trækkilde for bierne. Så hvis man ikke ligefrem skal følge traditionerne, så er det både for bierne og for insekterne en god ide at vente, fortæller biavler Jan Bønlykke Sørensen
Anders Sigvardsen er i gang med at klippe sin hæk, så han lige præcis når det inden sankthansaften. At det skulle gavne bierne at vente, havde han ikke hørt om.
- Det har jeg slet ikke sat mig ind i. Jeg har altid at omkring sankthansaften, der klipper du din hæk, fortæller pædagogmedhjælper Anders Sigvardsen.
Nu overvejer han om hensyn til bierne skal få ham til at lade hækkeklipperen ligge lidt længere i skuret til næste år.
- Det vil jeg da tænke over. Om jeg skal vente en måned, eller hvor meget det nu er, det er ligemeget, fortæller Anders Sigvardsen.
Udover bierne kan det også gavne fuglene at vente med hækkeklipningen.
- Der vil jeg jo anbefale dem, der klipper hæk, at inden man går i gang, så tager man lige og tjekker, at der ikke er nogle fuglereder, så man ikke kommer til at ødelægge deres livsbetingelser. Det er jo en lige så stor en skade, som hvis vi klipper alle blomsterne af vores blomster, fortæller biavler Jan Bønlykke Sørensen.