Omstridt og mystisk træpillefirma kunne ikke levere varen: Politi opgiver sagen
Foto: Jesper Bo Winther / TV2 Nord
Pinderup Træpillefirma, som endte i stormvejr efter TV2 Nord-afsløring, kan ånde lettet op.
Under den massive mediestorm endte man også med at flytte adresse i Nordjylland, mens kunderne undrede sig over firmaet - midt i energikrisen - ville sælge træpiller til 3500 kroner per ton, svarende til halvdelen af markedsprisen.
Anklagemyndigheden har færdiggjort deres arbejde med databedrageri mod virksomhedens onlinesalg af træpillerne.
- Det er vores helt klare vurdering, at der ikke er tilstrækkeligt med beviser til, at de sigtede kan blive dømt ved en domstol. Og derfor har vi opgivet at rejse tiltale i sagen, hvilket betyder, at sagen ikke bliver indbragt for retten.
Det siger den ansvarlige specialanklager, Peter Møller Nielsen.
Sagen har været undersøgt af politiet siden efteråret.
Efterforskningen er gået på databedrageri, men der har ikke været beviser nok for at de sigtede i firmaet er skyldige.
Nordjyllands Politi oplyser at køberne af træpillerne, der aldrig så deres varer, i langt størstedelen af tilfældene har fået enten hele eller dele af deres beløb retur.
Først kom det frem, at firmaet slet ikke har godkendelse til at producere træpiller, og siden har der været sået tvivl om, hvorvidt firmaet overhovedet kan levere træpiller til de mange kunder, der allerede har bestilt.
Sagen, der omhandlede en mulig overtrædelse af straffelovens § 279a vedr. databedrageri, er afgjort efter reglerne i retsplejelovens § 721, stk. 1, nr. 2, der netop handler om, at en sag kan opgives, når det ikke er muligt at føre bevis for, at den eller de sigtede er skyldige.