Omstridt broarbejde udskydes til 2015
Foto: Jesper Bo Winther
Om fem dage kan de brede køretøjer fra Bejstrup Maskinstation ikke længere passere Aggersundbroen.
Vejdirektoratet har besluttet at udskyde arbejdet på Aggersundbroen til 2015.
Vejarbejdet på Aggersundbroen, der egentlig var planlagt til at gå i gang her i maj, er blevet udskudt til 2015.
Beslutningen er blevet taget efter at man ved møder med Vesthimmerlands og Jammerbugt Kommune samt repræsentanter fra landbruget kom frem til at det ville være uhensigtsmæssigt at føre de oprindelige planer ud i livet.
- God og sikker trafikafvikling prioriteres højt. Samtidig ligger det os på sinde, at omgivelserne får en grundig information om vores arbejder. Vi har desværre i dette tilfælde ikke været grundige nok i orienteringen op til arbejdet på Aggersundbroen, hvilket vi beklager. Vi har lyttet til bekymringerne fra omgivelserne og udskyder derfor arbejdet til næste år, siger Jens Holmboe, der er anlægs- og driftsdirektør i Vejdirektoratet.
Arbejdet skulle være foregået fra maj til august i år, men nu udskydes arbejdet, der forventes at tage cirka 16 uger til to perioder i 2015. De første 7-9 ugers arbejde kommer til at ligge i forsommeren, og de resterende vil ligge efter skolernes sommerferie.
Mens arbejdet pågår, vil trafikken over broen være reguleret af et midlertidigt lyssignal og i hele perioden vil køretøjer på op til 2,60 meter passere broen. Efter aftale vil køretøjer på op til 3,20 meter kunne passere broen, og efter sommerferien, når høsten går i gang vil endnu større køretøjer kunne passere.
- Det er et kompromis, men 3,20 meter er ikke nok til os, siger Per Kristiansen, der er direktør på Bejstrup Maskinstation, som var med til at rejse kritikken af det vejarbejde, der nu er flyttet. Deres mejetærskere er 4,25 meter brede, og vil altså kunne passere efter sommerferien.
- Det bliver mere besværligt end normalt, men vi anerkender at broen skal laves. Alternativet er jo i værste fald at broen falder sammen, og så kan vi jo slet ikke komme rundt.
- Man har vist velvilje fra Vejdirektoratets side, og med arbejdet fordelt i to kortere perioder er det hele lidt nemmere at overskue, siger han og fortæller at løsningen kan blive at udstationere maskiner på begge sider af Limfjorden.
Borgmester i Vesthimmerlands Kommune Knud Kristensen udtrykker ligeledes tilfredshed med løsningen, og lægger også vægt på trafikvilkårene for sommerens turister.
- Med den valgte løsning bliver alle brugere af Aggersundbroen tilgodeset. Det er utroligt vigtigt for de to kommuner, at vores erhverv, borgere, samt de mange turister kan passere uhindret, uden de store forsinkelser, ikke mindst her i august i år med Europa Tour i golf i Gatten, hvor der vil blive et særligt stor pres på overfarten, siger borgmesteren.