Ole fra Udfordringen forstår ikke hængekøjer: Sådan kommer du selv i 'køjen'
De resterende deltagere i 'Udfodringen' skal sove i hængekøje, og det er ikke alle, der er lige vilde med det. Se her hvordan Robert Bedsted sætter sin egen hængekøje op, når han sover i naturen.
En billig hængekøje, en sovepose og en presenning.
Og så er du klar til at overnatte i den nordjyske natur.
Det fortæller Robert Bedsted, der er vært på TV2 Nords serie 'Udfordringen - Kampen om Kilimanjaro' i en 'sådan gør du det'-video.
Sammen med chefinstruktør Jon 'Vildmarks-Jon' Lindberg, viser Robert, hvordan man som seer til programmerne selv kan komme i gang med outdoor-livet.
Og denne gang handler det om hængekøjer.
"En bananformet seng..."
Det er ikke alle deltagerne, der synes, det er en sjov oplevelse at sove i hængekøje i afsnit 3 af 'Udfordringen'.
Især 53-årige Ole Christensen fra Sæby er på forhånd noget bekymret for sin nattesøvn.
- Det dur bare ikke til mig. Jeg forstår ikke, man sælger bananformede senge til folk, der er relativt lige. Det giver ingen mening for mig, siger Ole Christensen.
Men op kommer både hængekøjerne og deltagerne. Og i to lag endda.
Se her, hvordan Robert Bedsted sætter sin egen hængekøje op.
Hængekøjen giver unikke oplevelser
Januar er næppe den måned, hvor de fleste overvejer at smide hængekøjen op i træerne. Det kræver da også, at 'man gearer op' for at kunne holde varmen, fortæller Robert Bedsted.
Men når man er kommet i gang med at sove i hængekøje, venter der nogle fantastiske oplvelser.
- Hvis man sover ved en søbred eller en å, så kan man faktisk komme helt ned til vandet og sove. Nærmest ud over vandet, siger Jon Lindberg.
I gang med hængekøjen
Det bruger Robert:
- 2 x 'treehuggers' med carbinhager (Stropper der ikke skader træerne)
- En hængekøje i 'snakeskin' (pose til opbevaring og nem montering)
- Evt. en tarp til at tage regn og fugt.
- Evt. presenning under hængekøjen til støvler og lignende.
Sådan gør du:
- Montér dine treehuggers på træet i hovedhøjde
- Gå efter at hængekøjen hænger i en 30-graders vinkel
- Fodenden kan med fordel hænge en smule højere
- Fastgør hængekøjen på dine treehuggers
- Stram snorrene, så hængekøjen løfter sig fra jorden
- Finjuster højde, så det passer til dig og omgivelserne, men gerne så du kan nå jorden med fødderne, når du sidder i den.
- Sæt en tarp (presenning) op over hængekøjen.