Nyt sygehus på tegnebrættet
Arkivfoto
Regionsrådet har valgt seks konsortier med arkitekter og ingeniører, som skal deltage i projektkonkurrencen om, hvordan det nye sygehus skal se ud.
Det nye sygehus i Aalborg skal nu på tegnebrættet. Derfor har Regionsrådet valgt seks grupper med arkitekter og ingeniører, som skal give deres bud på designet på det nye sygehus i en projektkonkurrence.
Det sygehus, som arkitekterne skal tegne, skal være mindre end det er i dag. I fremtiden vil det nemlig kun være hver 8. patient, som skal overnatte på sygehuset.
- Vi skal tænke nyt og samtidig fastholde en sikker drift. Dette er meget vigtigt og en spændende udfordring, siger regionsrådsformand Ulla Astman.
Deltagerne i konkurrencen har nu tre måneder til at komme med deres forslag, der skal afleveres den 13. januar 2012. I marts bliver op til tre af de seks forslag valgt til at gå videre til en forhandlingsrunde. Den endelige vinder udpeges af Regionsrådet i juni 2012.
Samtidig med konkurrencen er skudt i gang er planlægningen af det nye sygehus nu så langt, at ansøgningen om 4,1 milliarder kroner til finansieringen er sendt til regeringen.
- Jeg er glad for, at vi har fulgt tidsplanen for arbejdet med det nye universitetssygehus. Det bliver en kæmpe udfordring at få lov til at bygge et nyt sygehus fra grunden, siger Ulla Astman.