Nyt samarbejde gør det muligt at rejse fra Skagen til København for 144 kroner
Foto: Kombardo Expressen
Et nyt samarbejde åbner nu for fleksible og billige rejser til og fra hele Nordjylland.
Nordjyllands Trafikselskab har indgået et samarbejde med Kombardo Expressen, som gør det billigere at rejse på tværs af landet til og fra Nordjylland.
Det bliver fremover billigere for nordjyder at rejse med den kollektive trafik, hvis man eksempelvis skal en tur i Tivoli, se en fodboldlandskamp i Parken eller vil på shoppetur på Strøget i København.
På samme måde bliver det en mindre bekostelig affære for københavnere at tage bussen til for eksempel Rubjerg Knude Fyr, uge 29 i Skagen eller en bytur i Jomfru Ane i Aalborg.
Nordjyllands Trafikselskab (NT) har nemlig indgået en aftale med Molslinjens buskoncept Kombardo Expressen. Det åbner nu for fleksible og billige rejser til og fra hele Nordjylland.
- I NT arbejder vi konsekvent på at øge mobiliteten for de 600.000 nordjyder. Samarbejdet med Kombardo Expressen er et godt supplement til vores øvrige mobilitetspartnere og endnu et skridt på rejsen til at arbejde mere kommercielt med den kollektive trafik, siger Mette Henriksen, som er salgs- og kundechef hos NT.
Forsøg kører resten af året
Det nye samarbejde gør det muligt for rejsende med Kombardo Expressen at købe en tillægsbillet, som åbner for rejser i hele Nordjylland.
Tillægsbilletten koster 35 kroner. Med den i hånden kan en gæst med Kombardo Expressen tage alle NT’s ekspresbusser og tog.
Det nye koncept gør den samlede rejse billigere, end det er tilfældet i dag. Eksempelvis kan nordjyderne fremover komme hele vejen fra Skagen til København fra bare 144 kroner.
- Målet er jo at få flere i den kollektive trafik, og her viser Nordjylland vejen for, hvordan vores to forretninger kan kombineres til fordel for de rejsende, siger Molslinjens kommercielle direktør, Jesper Skovgaard.
Kombardo Expressen køres af Herning Turist og begyndte som en hurtigrute med Molslinjens færger over Kattegat mellem Aarhus og København. Siden er bussens rutenetværk vokset betragteligt til mere end 100 ruter nationalt.
Den nye type billetter kan købes fra fredag på Kombardo Expressens hjemmeside og app. Forsøget med de nordjyske billetter løber resten af 2022.