Nyt P-hus vækker harme
Flere borgere er r i oprør over et nyt P-hus. Aalborg Kommune har nemlig planer om at bygge et parkeringshus i Aalborg Vestbys grønne område Fjordmarken.
Skandaløst. Sådan lyder det fra flere borgere, der er i oprør over et nyt P-hus. Aalborg Kommune har planer om at bygge et parkeringshus i Aalborg Vestbys grønne område Fjordmarken, men det skaber harme.
I flere år har Jahn Poulsen og Jørgen Andersen nydt udsigten i Fjordmarken. Men nu ser det ud til, at de snart kan vinke farvel til udsigten, for et nyt stort p-hus med godt 500 parkeringspladser flytter måske ind i det grønne pusterum i Aalborg Vestby. Det er i hvert fald Aalborg Kommunes plan. Men det er ikke alle, der bifalder den plan.
- Det kan jeg ikke gå med til som vestby-borger. Jeg vil ikke have mere byggeri overhovedet, det kan der ikke være tale om. Det synes jeg ikke. Så enkelt er det, siger Jahn Poulsen, der bor i Aalborg Vestby.
Led i ny boligplan
Aalborg Kommune vil gerne opføre P-huset som et led i deres plan om at bygge nye boliger i området samt rykke Aalborg teater over i den nedlagte spritfabrik kun få hundrede meter fra Fjordmarken.
- Det stiller nogle krav til, at der er nogle parkeringspladser til offentligheden. Samtidig har vi også lyttet til den debat der har været omkring parkeringspladser i vestbyen, siger Hans Henrik Henriksen, der er rådmand for By - og Landskabsforvaltningen hos Aalborg Kommune.
Kommunens forklaring køber borgerne dog ikke. De mener, der er rigeligt med parkeringspladser og frygter, at et stort betonbyggeri vil tage livet ud af fjordmarken.
- Jeg bliver helt ked af det ved tanken om, at de vil fjerne det. Hvis fjordmarken bliver fjernet som grønt område, så har mennesker i de her lejligheder ingen stedet at gå hen i deres nærområder, siger Jørgen Andersen, der er tidligere formand for Aalborg Vestby Samråd.
Underskriftindsamling på vej
Hvis ikke kommunen dropper planen, vil Jørgen Andersen starte en underskriftindsamling. Om få uger er forslaget klar til at komme i høring, og så kan aalborgenserne give deres mening om planerne til kende, og måske er der håb for de utilfredse borgere, hvis blot de er mange nok.
- Hvis der er massiv modstand mod, at vi laver en parkeringsstruktur med en eller anden udformning, men hvis borgerne siger, det ønsker vi ikke for fjordmarken. så er vi selvfølgelig nødt til politisk og sige, så skal vi finde en anden løsning, siger Hans Henrik Henriksen, rådmand for By - og Landskabsforvaltningen hos Aalborg Kommune.