Nyt om det farlige PFAS: Problem kan blive en del af løsning
Foto: Robert Bedsted / TV2 Nord
Lars Buchholtz Østergaard, forsyningschefen fra Frederikshavn Vand.
Skum skal være med til at fjerne de farlige kemikalier.
En række fund af det kræftfremkaldende kemikalie PFAS langs Vestkysten har fået eksperter til at fastslå, at kemikaliet er kommet fra havet og ført med havskum op på land.
Men netop det farlige skum kan nu være en del af løsningen på problemet.
At skummet er i stand til at fange PFAS, har nemlig fået den nordjyske virksomhed CTW Nordic fra Hadsund til at forsøge en lignende proces.
De vil rense forurenet drikkevand ved at genskabe havskummet fra Vestkysten.
Lidt på samme måde som når du fjerner skummet i toppen af gryden, når du laver mad.
- I princippet er det præcis det samme vi arbejder med. Vi laver kunstigt havskum i en beholder og sorterer havskummet fra, forklarer direktør Per Bertelsen fra CTW Nordic.
Virksomheden gennemfører i disse dage en række forsøg i Skagen. Drikkevandet i vandboringen ved Skagen Vandværk er nemlig forurenet med netop PFAS. Derfor får skagboerne aktuelt deres vand fra Tolne 40 kilometer væk.
- At vi har en drikkevandsboring her i Skagen, der er forurenet med PFAS, er jo et problem i sig selv.
- Men når det nu er tilfældet, har vi her en mulighed for at dele vores viden på området og stille den til rådighed for forskning, siger forsyningschefen fra Frederikshavn Vand, Lars Buchholtz Østergaard.
Under forsøget tager specialister fra CTW Nordic det forurenede drikkevand fra Skagen Vandværk og i en stor tank. Her tilsættes det et kemikalie, der får partikler i vandet til at klumpe sig sammen. Under højt tryk pumpes der derefter luft ind i vandet. Når højtryksluften stiger op til overfladen tager den partiklerne i vandet med sig.
På den måde fanges også PFAS i det skum, som efterfølgende kan sorteres fra i en beholder.
- Vi ved allerede nu, at vi kan fjerne den type af PFAS, som er problemet her i Skagen. Udfordringen er, at der findes flere forskellige former for PFAS. Hvor meget vi kan fjerne af de andre typer, vil forsøgene vise i de kommende dage, siger Per Bertelsen.
De mange prøver, som tages under forsøget, sendes til et uvildigt laboratorium, der tester resultaterne.
Fra prøverne udtages, til de endelige konklusioner foreligger går der et par uger, men allerede nu håber Frederikshavn Vand, at metoden kan være med til at hjælpe i fremtiden.
- Sammen med en række af de andre metoder, vi allerede kender, kan det her være en mulig løsning. Man skal bare huske på, at en forurening først og fremmest fjernes, ved at fjerne kilden, så her har vi en global opgave, slutter Lars Buchholtz Østergaard.