Nyt indbrud på sygehus
Anden gang på under en uge var der indbrud på Sygehus Thy-Mors i Nykøbing Mors.
På grund af de skærpede alarm-procedurer og overvågning, var både alarmerings-personale med hunde og sygehusets tekniske personale til stede på så kort tid, at tyvene ikke nåede at få udbytte af indbruddet.
Det fortæller sygehusdirektør Michael Storm.
-Efter indbruddet natten til mandag, hvor tyve nåede at løbe med farlig medicin til mere end 300.000 kroner, besluttede vi straks at skærpe vores alarmerings-procedure, så både vores tekniske personale og vores alarmselskab er til stede. Efter indbruddet natten til onsdag kan vi så konstatere, at den nye procedure virker. Tyvene har ikke fået udbytte af deres indbrud, siger sygehusdirektøren.
Efter indbruddet natten til mandag blev hele alarmsystemet gennemgået, og procedurerne efterset. Der er strammet op på procedurerne og det tekniske materiel er testet. Det er naturligvis ikke muligt at give en garanti, men under alle omstændigheder er sygehuset fast besluttede på, at gøre alt for at der skal sættes en stopper for indbruddene.
- Man skal ikke kunne komme ind i sygehuset, når det er låst - og man skal slet ikke kunne forvente, at der er adgang til farlig medicin, fastslår Michael Storm.