Kort Nyt

Nyt i sagen om hærværks-bølge: Det er der sket med anholdte

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Den 21-årige mand, der har været anholdt i forbindelse med de sidste dages hærværk mod personbiler, er nu løsladt. 

Vagtchefen fra Nordjyllands Politi, Christian Tilsted oplyser, at der ikke er fundet grundlag for at fremstille manden i grundlovsforhør.

Han er dog fortsat sigtet for et forhold i sagen. Nærmere bestemt indbrud og hærværk mod en varebil på pendlerpladsen i Haverslev. Herudover var sigtede i besiddelse af kokain ved anholdelsen. 

TV2 Nord har tidligere fortalt hvordan gerningsmændene har slået til fem gange i alt på forskellige rastepladser i Nordjylland.

To gange er gerningsmændene blevet overrasket af forbipasserende, som har lavet en anmeldelse til politiet.

Første gang har været på en rasteplads i Haverslev natten til onsdag. Senest fik bagmændene sig også noget af en overraskelse natten til torsdag, da de igen blev opdaget.

- Anmelderen kører ind på pendlerpladsen. Så ser han en mand, der står ved en bil med en smadret rude, som har hånden inde i bilen. Og da han så ser anmelderen, hopper han ind på passagersædet i den her sølvgrå bil og kører væk, har Jess Falberg oplyst.

Hent biblioteksbøger i pakkeboks

En forsøgsordning gør det nu muligt at hente sine biblioteksbøger i pakkebokse. I hvert fald hvis man bor i enten Kongerslev, Ulsted eller Hou.

Ordningen træder i kraft i oktober.

Det foregår i en multifunktionel pakkeboks, hvor forskellige aktører kan leje sig ind. Affaldsfællesskabet Nordværk gjorde det i foråret muligt at aflevere farligt affald og tekstilaffald i udvalgte pakkebokse. Nu kan borgerne i Aalborg og Nørresundby også hente en rulle affaldsposer til mad- eller restaffald. Og snart tester Aalborg Bibliotekerne altså muligheden for at benytte pakkeboksene til at låne biblioteksbøger i en række byer udenfor eget bibliotek.

Ifølge rådmand Anna Aaen (EL) fra Klima og Miljø har pakkeboksene været en stor succes.

- Borgerne har taget rigtig godt imod ordningen, som vi har udvidet, da vi oplevede et stigende behov. I dag er der omkring 50 pakkebokse ved etageejendomme i Aalborg og Nørresundby, siger hun.

Pirates topper ligaen efter storsejr - White Hawks vinder på straffeslag

Aalborg Pirates sendte tirsdag aften gæsterne fra Rungsted på en lang tur hjem med et gedigent nederlag, mens White Hawks måtte ud i straffeslag.

Scoretavlen viser sjældent et tocifret antal mål i ishockey, men det var tilfældet tirsdag aften i Gigantium, da Aalborg Pirates med en målrig tredje periode vandt 10-4 over Rungsted.

Dermed holder Aalborg Pirates sig på førstepladsen i Metal Ligaen med 16 point i seks kampe.

Det nordjyske overtag startede fra første fløjt og efter første periode havde Pirates en føring på 3-1 med i omklædningsrummet.

Selvom Rungsted reducerede til 3-2 i anden periode, blev det aldrig for alvor spændende. 2 minutter efter reduceringen havde nordjyderne allerede udbygget føringen til 5-2, inden piraterne gik målamok i tredje periode.

Mens Pirates topper ligaen var Frederikshavn White Hawks bundprop før aftenens kamp hjemme mod Herning Blue Fox.

Her måtte kampen helt ud i straffeslag, før vinderen kunne findes. Efter 11 brændte straffeslag fik kampen en afgørelse, da White Hawks' Christopher Frederiksen i sit andet forsøg sendte pucken i nettet.

Med det resultat spiller Frederikshavn White Hawks sig op på ottendepladsen med fire point efter fem kampe.

Nordjysk restaurant falsk anklaget på Facebook: Nu reagerer ejeren

Mandag aften blev der delt et opslag på Facebook, hvori Restaurant Havkatten blev beskyldt for at brænde 60 gæster af, der skulle have booket et selskab til at holde foredrag.

Det er dog ikke sandt. Firmaet har nemlig ikke booket noget ifølge medejer Joakim Gramkow Brader.

- Jeg har sendt en mail til dem. Det er et godt spørgsmål, hvad der er sket. Vi har ikke haft information om, at de skulle holde noget hos os. Hvad søren der er sket, ved vi ikke.

I opslaget står der, at der var lukket og slukket, da de 60 deltagere ankom til restauranten, hvor der skulle holdes foredrag med spisning. Der står desuden, at restauranten havde afbrudt al kommunikation, men igen må Joakim Gramkow Brader konstatere, at det ikke er tilfældet.  

- Det er superærgerligt, fordi vi lever at af byde gæster velkommen, så hvis de havde kontaktet os, havde vi løst det. Foredragsholderen kommer normalt en time før, så hvis han havde ringet, havde vi kunnet nå at løse det, fordi vi bor 200 meter derfra.

Foto: Facebook

Bog om Kongehusets nazi-forhold modtager kritik

I Danmark har man en meget klar fortælling om Anden Verdenskrig, som blandt andet går på at Danmark modvilligt både underlagde sig tyskerne og før besættelsen underskrev en ikke-angrebspagt med nazisterne.

Det var på Klitgården i Skagen, hvor Kong Christian 10. i foråret 1939 underskrev pagten. Og her sår Peter Kramer tvivl om, hvor modvillig 'Rytterkongen' egentlig var mod at sætte sin underskrift.

- Kongens brevveksling her fra Klitgården viser, at kongen var umådelig tilfreds med ikke-angrebspagten, siger Peter Kramer. 

Det giver kongehuskommentator på Berlingske, Jakob Steen Olsen, dog ikke meget for. I en kommentar på Berlingske skriver han blandt andet.

- Det er meget let og omkostningsfrit at sætte sig til doms over med tilbagevirkende kraft herovre på den anden side af begivenhederne. Kramers bog er mildest talt tendentiøs.

Til TV2 Nord uddyber han sin kritik af bogen.

- Jeg synes han gør alt for at sætte Kongehuset i et lys, hvor man kan sige, at de gjorde lidt mere end nødvendigt, for at være venlige over for Nazityskland. Den er ret sensationspræget.

Læs hele historien herunder.

Svindel mod ældre fortsætter

Endnu engang er ældre blevet svindlet og franarret penge. Det er et fænomen, som politiet gentagne gange advarer imod.

Denne gang er der to tilfælde i Løgstør.

Derfor opfordrer politiet til, at man aldrig udleverer bankoplysninger eller andre personlige oplysninger til folk, man ikke kender.