Nye tal får ikke minister til at ryste på hånden: Egholm-løsningen er den bedste
Få timer inden der endeligt skal stemmes om den tredje Limfjordsforbindelse, skulle minister endnu en gang svare på kritiske spørgsmål.
Det svirrede i luften med tal, da den tredje Limfjordsforbindelse tirsdag morgen, få timer før anlægsloven skal til tredjebehandling i Folketinget, var genstand for endnu et samråd med transportminister Thomas Danielsen (V) i Folketingets transportudvalg.
Noget afgørende nyt kom der dog ikke frem i det halvanden time lange samråd, der var indkaldt af folketingsmedlem Torsten Gejl fra Alternativet.
Han ønskede at fokusere på en alternativ linjeføring i form af en udvidelse af Limfjordstunnelen og bad blandt andet ministeren forholde sig til beregninger, som viser, at et ekstra tunnelrør vil betyde, at der ingen trængsel ved tunnelen bliver på denne side af 2050. Laver man derimod en motorvej over Egholm, vil der opstå trængselsproblemer i tunnelen allerede i 2040.
Skrivebordsøvelse
Torsten Gejl fremhævede også beregninger, omtalt i dag i fagbladet Ingeniøren. De viser, at med en ny beregningsmetode er samfundets udbytte af en Egholm-forbindelse anderledes end tidligere beregnet.
Thomas Danielsen advarede imod at træffe politiske beslutninger alene ud fra den type beregninger.
- Der er en grund til, at vi har politikere til at træffe beslutninger. Den slags kan man ikke blot trække et svar på i en automat. Vi mener fortsat, at ud fra en helhedsbetragtning er Egholm-løsningen den bedste og mest robuste, sagde ministeren.
Om de nye tal oplyste han, at Finansministeriet har udarbejdet en ny regnemodel, som den radikale transportordfører har bedt om at få Egholm-projektet beregnet med. Beregningen viser ifølge ministeren en lidt højere intern rente end de forrige beregninger.
- Men selv om den nye beregning altså giver et mere gunstigt billede af Egholm-løsningen, vil jeg advare imod, at vi træffer beslutninger på grundlag af skrivebordsøvelser, sagde han.
Thomas Danielsen tilføjede, at mange infrastruktur-projekter inden for kollektiv trafik har en langt lavere forrentning end eksempelvis Egholm-motorvejen.
- Men det får os ikke til at droppe den kollektive trafik, selv om det var billigere for statskassen. Der er og bør være andre, politiske grunde til, at vi investerer i infrastruktur, sagde han.
Alternativet: Ja til mere motorvej mod øst
Samtidig udfordrede han Torsten Gejl på, om hans parti - som har erklæret sig som et ikke-motorvejsparti - overhovedet ville stemme for en østlig linjeføring, hvis den kom på bordet.
- Alternativet ønsker ikke at investere i flere motorveje. Men frem for at sige det dækker man sig ind bag dette her fantomprojekt om en østlig linjeføring, påstod ministeren.
Torsten Gejl vedgik, at Alternativet generelt ikke ønsker mere motorvej.
- Men i dette tilfælde ville jeg anbefale gruppen, at vi stemte for en udvidelse af Limfjordstunnelen og motorvejen nord og syd for tunnelen - blandt andet på grund af den store lokale opbakning, der er til denne løsning, sagde Torsten Gejl.