Nye regler skal gøre byer fri for klamme skodder
Foto: Linda Kastrup / Ritzau Scanpix
Mængden af cigaretskodder burde blive mindre fremover, håber man hos Aalborg Kommune.
Fra torsdag skal cigaretproducenter selv betale regningen, når kommunerne samler cigaretskodder op. Stadsgartner tror på, det vil gøre en forskel.
Mere end 27 millioner. Så mange cigaretskodder bliver der hvert år samlet op på gader og stræder i Aalborg Kommune.
Det koster skatteborgerne 1,8 millioner kroner årligt. En regning, som nu bliver sendt videre til cigaretproducenterne selv.
- Vi håber, vi får et bybillede, der fremstår mere indbydende. Det er ikke det mest spændende arbejde at samle cigaretskodder op, siger stadsgartner Kirsten Lund Andersen fra Aalborg Kommune.
Det bliver interessant at se, om fabrikanterne vil finde på en anden løsning, så der ikke kommer så mange henkastede skodder
Kirsten Lund Andersen, stadsgartner
Ulækkert med skodder
Fra torsdag 5. januar træder en ny EU-regel nemlig i kræft: Bekendtgørelsen om oprydningsansvar for cigaretskod, som den hedder.
Den betyder, at EU og Miljøministeriet kan pålægge tobaksindustrien at betale kommunerne for at få fjernet cigaretskodderne.
- Cigaretskod er det affald, vi finder allermest i naturen, og det forurener med mikroplast og tungmetaller. Vi skal have cigaretskodderne væk fra naturen, og det er kun rimeligt, at tobaksindustrien betaler for at rydde op, sagde daværende miljøminister Lea Wermelin (S) i efteråret 2022, hvor de nye regler blev vedtaget.
Cigaretskodder på gaden er et stort problem, som trænger til at blive gjort noget ved, understreger Aalborg Kommunes stadsgartner.
- Mængdemæssigt fylder skodder ikke meget, men folk oplever, at det er ulækkert med skodder, når de bruger byrummet. At der ligger skodder mellem siddepladserne på byens bænke og på legepladserne synes folk, er ulækkert.
Producenterne må nytænke
Nogle af de hårdest ramte områder i Aalborg er ved busterminalen, i Rantzausgade, på Gabels Torv, Vesterbrogade og langs havnefronten.
Her håber Kirsten Lund Andersen på, at de nye EU-regler kan være med til at dæmme op for problemet med de mange skodder.
- Det bliver interessant at se, om fabrikanterne vil finde på en anden løsning, så der ikke kommer så mange henkastede skodder. Måske både med en bøn til brugerne via annoncer, men også gentænke cigaretten, så der slet ikke kommer så meget affald til at begynde med, siger hun.
I 2021 var 72 procent af affaldet, Aalborg Kommune samlede op, cigaretskodder. Det er syv procent flere end året før.
Cigaretskod er det affald, vi finder allermest i naturen, og det forurener med mikroplast og tungmetaller
Lea Wermelin (S), tidligere miljøminister
Håber på dåse-effekten
Da man lagde pant på dåser og plastikflasker i 2002, havde det en stor positiv effekt på mængden af affald smidt rundt omkring på de kommunale områder. Og dén effekt håber stadsgartneren på, også vil ske med cigaretterne.
- Når nogen ser en fordel i at opsamle affaldet, optræder det ikke i vores bybillede. Vi ser stort set ikke flasker længere. Så det kan vi håbe, bliver det samme med cigaretter, når den her ordning træder i kraft.
Bekendtgørelsen om oprydningsansvar for cigaretskod træder i kraft torsdag 5. januar og gennemføres i alle EU-lande.
Fakta om cigaretskod
Cigaretskod er antalsmæssigt den største fraktion af henkastet affald i Danmark.
Den samlede regning, som tobaksproducenterne skal betale for oprydningen, er estimeret til 32 millioner kroner om året.
Cigaretfiltre indeholder plastikmaterialet cellulose acetat. Over 5-10 år nedbrydes skod til mikroplast. Det vil sige, at de ikke forsvinder.
Cigaretskod smidt i naturen kan også afgive tungmetaller som bly og cadmium, tjærestoffer og nikotin.
Foreløbige analyser indikerer, at cigaretskod henkastet i naturen kan ende i alle former for marine miljøer og udgøre en miljørisiko for vandkvaliteten, ligesom cigaretskod kan afgive stoffer, som kan påvirke marineorganismer.
Kilde: Miljøministeriet