Nye poster til nordjyske politikere
Foto: TV2/Nord
Orla Hav har fået en ny udvalgspost efter seneste rokade i den socialdemokratiske folketingsgruppe.
To nordjyske folketingspolitikere får nye poster efter den seneste rokade i folketingsgruppen.
Efter Benny Engelbrechts udnævnelse til skatteminister har en række udvalgs- og ordførerposter skiftet hænder i den socialdemokratiske folketingsgruppe.
Det betyder, at to nordjyder har fået nye udvalgsposter.
31-årige Ane Halsboe-Jørgensen får fremover plads i Folketingets Finansudvalg, mens 62-årige Orla Hav bliver medlem af Udenrigspolitisk Nævn.
I forvejen er Ane Halsboe-Jørgensen næstformand for OSCE's Parlamentariske Forsamling, mens hun er medlem af beskæftigelsesudvalget, Børne- og Undervisningsudvalget, Skatteudvalget, Udenrigsudvalget og Udvalget til Valgs Prøvelse. Hun er samtidig Social dumpingordfører og Ungdomsuddannelsesordfører.
Orla Hav besidder også en lang række poster. Han er blandt andet formand for Børne- og Undervisningsudvalget og medlem af By- og Boligudvalget, Udvalget for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, Kirkeudvalget, Socialudvalget Sundheds- og forebyggelsesudvalget og Transportudvalget. Desuden er han Dyrevelfærdsordfører, Fiskeriordfører og Landbrugs- og Fødevareordfører.