Nye navne og en aflysning til Nibe Festival
Foto: Pressefoto
Nibe festival føjer L.I.G.A og Emmelie de Forest til programmet sammen med svenske Zara Larsson. Samtidig aflyser norske Nico & Vinz.
Nibe Festival føjer nye navne til plakaten.
Svenske Zara Larsson har hittet med nummeret Uncover, mens Emmelie de Forest naturligvis er bedst kendt for sin sejr ved det internationale melodi grand prix sidste år.
Danske L.I.G.A er et af de mest populære danske popnavne lige nu. De har hittet med numre som Skylder dig ik' noget, Den første gang og Julia.
Aflysningen fra Nico & Vinz skyldes, at de har valgt i stedet at fokusere på arbejdet med deres kommende album.
Festivalen oplyser, at knap 75 procent af billetterne er solgt. Der går rygter om, at flere billettyper er udsolgt, men festivalen understreger, at et ikke er tilfældet. Alle billettyper er fortsat til salg via festivalens hjemmeside.
Nibe Festival afvikles fra den 2. til den 5. juli. Årets hovednavne er The Offspring, Suede. L.O.C., Rasmus Seebach, Kelis og D-A-D.