Ny voldsbande på spil i Nordjylland
Natten til fredag blev en kun 17-årig ung mand udsat for et groft overfald til en fest i Aars. Han blev tævet af en gruppe, som kalder sig "Brothers of Crime" - en ny bande, som deler øretæver ud helt uden grund. Nu vil politiet gruppen til livs
Det var til en fest på Erhvervsskolerne i Aars, at den 17-årige blev banket. Ifølge TV2/NORDs oplysninger er det den nyopståede "Brothers of Crime" - kriminalitetens brødre - som står bag overfaldet. SSP-koordinator Johnny Nielsen fra Vesthimmerlandskommune kender godt til den helt nye bande - en bande der kun er ude på at lave ballade.
- Det, vi hører ude fra ungemiljøet er, at det skal være en gruppering af unge mænd i alderen 16 til 20 år, som færdes i nattelivet og som spreder en del utryghed i kraft af vold og trusler, siger SSP-koordinator Johnny Nielsen til TV2/NORD og fortsætter:
- Medlemmerne af gruppen ser jo også fjernsyn, og ser, hvordan rockere og kriminelle agerer og vil måske af en eller anden grund gerne være som de er, siger Johnny Nielsen.
Johnny Nielsen har talt med flere unge fra Aars og andre steder i Vesthimmerland, som frygter "Brothers of Crime". Også politiet ser med stor alvor på slagsbrødrene.
- Navnet som sådan lyder suspekt i sig selv, og hvis der er en gruppe, som har slået sig ned og de kalder sig Brothers of Crime, så kunne det godt lyde som nogle, vi burde holde øje med, siger vicepolitikommissær Jørgen Kresten Nielsen fra Nordjyllands Politi i Løgstør.
TV2/NORD har mandag talt med den 17-årige, der blev udsat for vold til handelsskolefesten, men han frygter "Brothers of Crime" og tør derfor ikke stå frem og fortælle om episoden.
- Skal man have det stoppet, så skal man have mod og anmelde det til politiet ellers er der nok ikke så meget håb, om at få gruppen stoppet, siger SSP-koordinator Johnny Nielsen til TV2/NORD.
Også hos politiet vil man nu holde ekstra øje med den nye gruppering.
- Er det en gruppe, der eksisterer, er det noget vi skal have fokus på, så vi ikke får en form for kriminalitet, der udvikler sig i en uheldig retning, siger Jørgen Kresten Nielsen fra Nordjyllands Politi til TV2/NORD.
I Fredags blev også en 20-årig mand udsat for vold på Crazy Daisy i Aars. Politiet ved endnu ikke om det også er "Brothers of Crime" der står bag denne episode.