Ny tænketank skal sikre flere kvinder på nordjyske topposter
Foto: Mie Leonora Heiberg / TV2 Nord
Nordjylland og resten af Danmark har endnu ikke succes med at få kvinder i toppen af dansk erhvervsliv.
Kun 2.634 nordjyske kvinder sidder i en bestyrelse. Det svarer til 19 procent af det samlede antal bestyrelsesposter besat af nordjyder.
- Vi kan måske gå og bilde os selv ind, at vi er ligestillede på mange områder, men udviklingen står stille.
Sådan lyder det fra formand for Spar Nord Fonden Michael Slavensky Dahl, som står i spidsen for en donation på tre millioner kroner til den nyetablerede tænketank EQUALIS. En tænketank, som skal sikre uafhængig viden om, hvorfor vi i Danmark ikke har succes med at få flere kvinder ind i toppen af dansk erhvervsliv.
- De sidste 8-10 år er der ikke kommet flere kvinder i bestyrelser eller topledelser, og det tyder jo på, at vi ikke gør nok, siger Michael Slavensky Dahl.
Går glip af vigtige talenter
Kaster man et blik over de godt 14.000 bestyrelsesposter i Danmark, der er besat af nordjyder, er kun 19 procent af dem besat af kvinder. Det viser den seneste opgørelse fra Danmarks Statistik.
Ifølge Michael Slavensky Dahl handler en del af problemet om, at der stadig er nogle sociale strukturer, vaner og traditioner, som er med til at blokere for, at der kommer kvinder ind på posterne:
- Det handler også om, at topposterne ofte er netværksbaserede, og så bliver det ubevidst naturligt for nogle ledere kun at tænke mænd som deres efterfølgere. Den bias vil tænketanken forske i og skabe viden om, fortæller Michael Slavensky Dahl og fortsætter:
- De her strukturer er både en essentiel problemstilling for ligestillingen, men det betyder også, at virkomhederne går glip af nogle vigtige talenter, fordi ellers kompetente kvinder bliver fravalgt på baggrund af deres køn.
Uafhængig viden
Den nye tænketank er helt uafhængig og finansieres af fonde, partnerskaber og private donationer. Formålet er at støtte lige muligheder for alle til at bidrage til fællesskabet.
- Selvfølgelig skal ens køn ikke stå i vejen for, om man kan udfolde sit talent i et job, man drømmer om, siger Michael Slavensky Dahl, som håber, at donationen fra Spar Nord Fonden nu kan accelerere arbejdet med at få flere kvindelige talenter i spil i erhvervslivet.
Arbejdet i tænketanken kommer til at være baseret på forskning fra universiteter samt de nyeste undersøgelser og data på området. Donationen iværksætter en masse nye forskningsprojekter om kvinder i topposter over hele landet og gør, at tænketanken kan være selvkørende den første tid.
Noget af det første, tænketanken sætter i gang, er et diversitetsbarometer, der undersøger, hvordan ligestillingen ser ud lige nu, og hvordan den udvikler sig over tid, for at identificere de problemstillinger, der vejer tungest.
Vi skal ikke være bange for midlertidige kønskvoter
Ifølge Michael Slavensky Dahl er et løsningsforslag, at man stopper med at være bange for kønskvoter.
- Personligt mener jeg, man godt kan tænke i kvoter, fordi det er et benspænd for virksomheden til at søge lidt bredere, forklarer han.
- I Spar Nord Fonden har vi selv en 50/50 fordeling på ledelsesgangen, fordi vi mener, at hvis man skal sætte et aftryk på den verden, vi lever i og give de donationer, vi giver til samfundet, er det vigtigt, at vi har en bred profil - og det indebærer også køn.
Hvad tænker du om frygten, både kvinder og mænd har, for at nogle kvinder bliver valgt til bestyrelsesposter alene fordi de er kvinder, og ikke fordi de er den bedste kandidat?
- Det har aldrig været et enten/eller-spørgsmål for os. Vi har ansat kvinder, fordi de var de dygtigste kandidater, men har også ekstra fokus på at finde netop dem, fordi vi har det her benspænd, forklarer Michael Slavensky Dahl.
Han mener, at vi har et stort, uforløst potentiale i kvindelige kræfter, som ikke promoverer sig selv på samme måde som mænd. Derfor bør en lige fordeling af begge køn på topposterne landet over være et benhårdt fokus for erhvervslivet, lyder det:
- Mænd og kvinder har forskellige interesser, værdier og kompetencer, som supplerer hinanden, og det, synes vi, er vigtigt. Vi er nødt til at have en bredere tilgang til ledelse, og noget af det hænger uforløseligt sammen med køn, lyder konklusionen.
Arbejdet i EQUALIS skal udføres i partnerskaber med erhvervslivet og i dialog med politikere og organisationer, og det første arbejde er allerede gået i gang.