Ny sundhedsaftale: Det vil regeringen og DF med det danske sundhedsvæsen
Foto: Philip Davali / Ritzau Scanpix
Regeringen og Dansk Folkeparti præsenterede tirsdag en sundhedsaftale, der blandt andet vil nedlægge Region Nordjylland og de fire øvrige regioner.
Regeringens hovedtanker var allerede luftet, men tirsdag blev aftalen med DF præsenteret. En aftale, der skal stå sin prøve ved det kommende valg.
Aftalen er resultatet af de forhandlinger, der blev igangsat med regeringens fremlagte udspil tidligere på året.
- Jeg har arbejdet med sundhedspolitik siden 90'erne. Først som amtsborgmester, så som sundhedsminister og siden statsminister. I den periode har sundhedsvæsnet udviklet sig fra at være et af de dårligste i Europa til at være et af de bedste. Det skyldes først og fremmest den enorme indsats, som sundhedspersonalet yder hver dag. Det vi fremlægger i dag skal styrke den udvikling, siger statsminister Lars Løkke Rasmussen (V).
Aftalen er indgået så kort tid inden et valg, at den ikke når at blive vedtaget i Folketinget på denne side af et folketingsvalg.
Og da aftalen ikke har deltagelse af oppositionspartierne, betyder det reelt, at valget afgør om sundhedsaftalen skal føres ud i livet.
Nærhed et fokuspunkt
På pressemødet blev det gentagende gange understreget, at et af målene med aftalen er, at skabe mere nærhed i det danske sundshedsvæsen.
I forhold til Nordjylland betyder det blandt andet, at der i Nærhedsfonden er afsat midler svarende til fire ekstra akutberedskaber. På landsplan er målsætningen 20 nye beredskaber.
- Patienter over hele landet vil opleve markante forbedringer - uanset om det er den travle småbørnsmor, den gangbesværede diabetespatient eller den unge med psykiske udfordringer. De vil opleve, at hjælpen kommer tættere på, udtaler sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) i forbindelse med præsentationen af sundhedsaftalen.
Den konkrete placering og valget af beredskab (ambulance, akutbil og akutlægebil) vil ske i dialog med regionerne og fra 2021 sundhedsforvaltningerne, lyder det.
Derudover præsterer aftalen også initiativer for at få flere sygeplejesker og praktiserende læger i arbejde i det danske sundhedsvæsen - University College Nordjylland skal i følge planen bidrage hertil med uddannelse af 190 sygeplejesker mere i perioden 2019-2022.