Ny struktur hos politiet: Otte lokalstationer lukker
Foto: Henning Bagger, Scanpix
Nordjyllands Politi skal omorganiseres. Det betyder, at otte lokalstationer lukker ned fra 1. maj.
30. april bliver en speciel dag. Når den er omme, drejes nøglen til de lokale politistationer i otte nordjyske byer endeligt. De åbner ikke igen 1. maj.
Det er resultatet af en omorganisering af Nordjyllands Politi, der betyder at otte lokalstationer lukker helt eller delvist ned mens flere arbejdspladser flytter ind på lokalstationerne i Hjørring, Frederikshavn og Hobro.
De otte stationer der lukker ned, finder man i Løgstør, Støvring, Hadsund, Hirtshals, Skagen, Aars, Kaas og Brønderslev.
De tre sidstnævnte lukker helt ned for ekspedition af borgere, mens bevares som stationer til rapportskrivning, efterforskning og møder. De fem første lukker helt ned, og det efterladerRebild Kommune helt uden fast polititilstedeværelse. Jammerbugt og Vesthimmerlands kommuner vil være efterladt uden borgerekspedition.
Politiets nye organisering har til hensigt at samle politifolkene i større enheder, der er bedre rustet til at håndtere det de kalder "et moderne og mere komplekst kriminalitetsbillede" hvor de kriminelle flytter fra gaden og ind på internettet.
- Det skal vi som politimyndighed kunne tage kvalificeret hånd om – og det betyder, at vi er nødt til at samle os i større enheder og uddanne flere specialister, forklarerpolitidirektør ved Nordjyllands Politi, Elsemette Cassøe i en pressemeddelelse.
Derudover nævnes trusselsniveauet - først og fremmest i form af terrortruslen mod Danmark - som en årsag til omorganiseringen.
- Det betyder først og fremmest, at vi skal have et stærkere og mere robust beredskab, der træder effektivt til, hvis den helt store hændelse skulle ramme os i Nordjylland, siger politidirektør Elsemette Cassøe.
Længere til stationen - tættere på patruljen
Politidirektøren forklarer videre, at den nye struktur vil give mange borgere længere til den nærmeste politistation, men at politiets patruljer i stedet kommer tættere på borgerne i det der hver dag fremover vil være en ekstra patrulje på gaden.
Derudover vil politiet opbygge fire køretøjer, der skal fungere som mobile politistationer, der kan indsættes ved større begivenheder som for eksempel Hjallerup Marked. De mobile stationer kan også køres ud, hvis politiets tilstedeværelse er krævet for at skabe tryghed eller i forbindelse med en større efterforskning.