Ny formand for Socialdemokratiet i Nordjylland
Preben Bust Dahlgaard, Thisted (tv.) overtager posten som formand for Socialdemokratiet i Nordjylland efter Mogens Vestergård Pedersen, Hørby, der har siddet på formandsposten siden 2006.
Efter 17 år på posten som formand for Socialdemokratiet i Nordjylland har Mogens Vestergård Pedersen valgt at trække sig.
Lørdag var der repræsentantskabsmøde for Socialdemokratiet i Nordjylland, og der skulle blandt andet vælges en ny formand.
Mogens Vestergård Pedersen fra Hørby valgte nemlig at trække sig fra posten.
- For mig har det at have tillidshvervet som regionsformand været fortællingen om, hvor meget et frivilligt arbejde kan give, når man kaster noget af sig selv ind i det, siger den tidligere formand i sin sidste formandsberetning.
Den nye formand bliver Preben Bust Dahlgaard fra Thisted, som i de senere år har været kredsformand i netop Thisted Kredsen.
Tidligere borgmester kommer i bestyrelse
På repræsentantskabsmødet var der også et andet nyvalg.
Hjørring Kommunes tidligere borgmester Arne Boelt blev nemlig valgt til den socialdemokratiske hovedbestyrelse.