Ny fiskeaftale på plads
EU og Norge er blevet enige om en ny kvoteaftale for 2014.
Danske fiskere kan atter hive fisk op af norsk farvand, som de siden nytår har været udelukket fra at fiske i. Norge og EU er i dag blevet enige om fordelingen af fiskekvoter i store dele af Nordsøen og Skagerrak.
- De danske fiskere har mistet vigtige indtjening i de sidste to måneder, så jeg er naturligvis meget glad for, at de nu kan komme på havet igen, siger fødevareminister Dan Jørgensen.
TV2/Nord har i flere omgange fortalt, hvordan nordjyske fiskere har mistet omsætning på konflikten mellem de to parter, og flere i fiskeindustrien var ved at være så hårdt pressede på økonomien, at striden kunne ende med at koste fyringer.
- Fra dansk side har vi de sidste tre måneder benyttet enhver lejlighed til at gøre både EU-Kommissionen og Norge opmærksomme på de store økonomiske konsekvenser, forløbet har haft for danske fiskere. Jeg har personligt flere gange presset fiskerikommissær Maria Damanaki og fiskeriminister Elisabeth Aspaker til at få en aftale på plads, siger Dan Jørgensen.
Sidste år trak kvoteforhandlingerne også ind i det nye år, men de danske fiskere fik alligevel lov til at fiske i norsk farvand - noget, de ikke fik lov til i år. Fødevareministeren vil nu forsøge at forhindre, at en tilsvarende konflikt kan opstå igen næste år.
- Jeg vil nu indkalde ordførerne fra de andre politiske partier, så vi kan drøfte, hvad vi fra dansk side kan gøre for ikke at havne i en lignende situation igen, for det har været et helt uacceptabelt situation for danske fiskere, siger Dan Jørgensen.
Der er i samme omgang indgået en femårig aftale mellem EU, Norge og Færøerne om makrelfiskeri.