Ny direktør for LandboNord
Foto: TV2/Nord
LandboNord har pr. 1. marts 2011 ansat Uffe Bertelsen, Aalborg, som adm. direktør.
Det oplyser LandboNord i en pressemeddelelse.
Uffe Bertelsen er 41 år, og uddannet statsautoriseret revisor. Han har siden 1989 været ansat hos KPMG, hvor han fra 2004 har været kontorleder for Randers-kontoret. Herudover har han varetaget forskellige lederposter i KPMG, herunder deltaget i regionsledelse.
I sin erhvervskarriere har Uffe Bertelsen endvidere beskæftiget sig med organisations- og medarbejderudvikling, og har i den forbindelse deltaget i lederudviklingsprogrammer i ind- og udland.
Yderligere har han beskæftiget sig med rådgivning i bred forstand overfor primært ejerledede virksomheder. Han har i den forbindelse deltaget aktivt i udviklingen af KPMG som rådgivningsvirksomhed, og deltaget i udviklingen af markedsstrategier for virksomheden.
Uffe Bertelsen er opvokset i Vestjylland, og er sammen med sin familie bosiddende i Aalborg. Familien består af Lene samt deres 2 sønner på henholdsvis 7 og 9 år.