Ny aftale giver kommunerne flere penge at gøre med: - Det lukker et hul i en tand, mener borgmester
Foto: Linda Suhr / Frederikshavn Kommune
Den nye aftale om kommunernes økonomi i 2024 får en blandet modtagelse.
Regeringen og Kommunernes Landsforening (KL) indgik torsdag en aftale, der udstikker de overordnede rammer for kommunernes økonomi næste år.
- På en humørkurve er kurven ret flad. Der er ikke vild begejstring, men jeg er heller ikke vildt ked af det. Det var det bedste, vi kunne opnå, siger Birgit Stenbak Hansen (S), der er borgmester i Frederikshavn Kommune og sidder i KL's bestyrelse.
Aftalen betyder, at den såkaldte serviceramme - som er penge til blandt andet daginstitutioner, skoler, ældre og kollektiv trafik - øges med 2,4 milliarder kroner. Derudover bliver kommunerne ekstraordinært tilført 1,5 milliarder kroner til investeringer i botilbud i perioden 2024 til 2026.
Frederikshavn Kommune står til at få 24 millioner kroner mere at gøre med næste år.
- Det lyder rigtig flot, men vi har også stigende udgifter til blandt andet ældre og det specialiserede socialområde, som er mennesker, der har det svært fysisk, psykisk og socialt, så vi har masser at bruge pengene på, siger Birgit Stenbak Hansen.
Skal skære ned på administration
Kommunerne skal som en del af aftalen spare 700 millioner kroner på administration.
- Jeg er glad for, at vi sammen har lavet en ansvarlig aftale, som understøtter kommunernes mulighed for at prioritere velfærd, og som samtidig tager højde for den stadig for høje inflation. Med aftalen tager vi også de første skridt mod at få luget ud i meget af al den unødvendige administration og dokumentation, så vi kan sikre bedre løn- og arbejdsvilkår til dem, som er rygraden i vores velfærdssamfund, siger finansminister Nicolai Wammen (S).
I Frederikshavn Kommune er det syv millioner kroner, der skal spares på administration, men kommunens borgmester tør ikke garantere, at det sker.
- Det kommer til at foregå på den måde, at vi fra kommunernes side siger, at staten må pege på bureaukrati for 700 millioner kroner, som vi kan spare væk. Ellers kommer det ikke til at ske, siger Birgit Stenbak Hansen.
Hvordan kommer borgerne til at mærke den nye økonomiske aftale?
- Vi har masser af regninger liggende og masser af opgaver, så der er ikke øget service på vej til borgerne. Aftalen lukker et hul i en tand, og så bliver vi ved med at presse regeringen til at sende flere penge til borgernær velfærd, siger Birgit Stenbak Hansen.