Nu skal der ske noget med Kvægtorvet
Borgmester i Aalborg Kommune, Henning G. Jensen håber, at der snart sker noget med resterne af Kvægtorvet
Det er længe siden, at der har været kvæg i de forfaldne bygninger i Aalborg centrum. Planen er en restaurering, men bygningerne har i længere tid stået uberørte hen. Nu lover borgmesteren handling
- Vi vil ikke have det til at se ud, som det gør nu. Det vil hverken vi politikerne eller borgerne i Aalborg, siger Henning G. Jensen til TV2/NORD
I foråret 2004 blev Kvægtorvet købt af tøjmilliardæren, Troels Holch Povlsen, der ejer tøjkæden Bestseller. Prisen var særdeles favorabel - nemlig kun en krone. Men over tre år senere er der ikke sket noget.
Aalborg Kommune ejer den grund, hvor Kvægtorvet ligger, men Henning G. Jensen vil ikke fortælle, hvad der skal ske med bygningerne, men han håber, at kommende forhandlinger med ejeren kan betyde, at der sker fremskridt.