Nu må du igen slippe din hund løs på stranden
Foto: Dyrenes Beskyttelse
Fra i dag må hunden igen slippes løs på en række danske kyster. Men det kræver fuld kontrol over den firbenede ven, da det kan stresse det vilde dyreliv og andre strandgæster.
Fra 1. oktober må hunde løbe uden snor ved en række danske kyster.
Der er få ting, der kan give menneskets bedste ven julelys i øjnene som en tur på stranden uden snor, og fra mandag er det igen tilladt at slippe hunden løs på stranden.
Mellem oktober og marts tillader Naturstyrelsen nemlig hunde uden snor på de fleste danske strande.
- En strandtur er en stor sanseoplevelse for menneskets bedste ven, fordi det både stimulerer alle dens sanser og giver god motion, siger Jens Jokumsen, der er familiedyrschef ved Dyrenes Beskyttelse.
Årsagen til at hunde generelt ikke må være løse i naturen, er at de kan stresse det vilde dyreliv – og i værste fald jage andre dyr og skræmme mennesker.
Agter man at slippe sin hund løs på stranden, er det vigtigt, at man har trænet den til at komme, når man kalder.
- Hunden skal være fuldstændig under kontrol, så alle kan få en god oplevelse på de danske strande, siger Jens Jokumsen.
Da reglerne ikke gælder alle strande, skal hundeejere tjekke den lokale skiltning, inden de slipper deres hund løs.