Diabetesforening jubler: Nu kan flere som Holger få hjælp
Foto: Jonathan Kjær Troelsen / TV2 Nord
Holger Madsen har fået bedre kontrol over sin diabetes.
Ifølge diabetesforeningen er der tale om et skridt tættere på lighed i sundhedsvæsnet.
Nu får diabetikere i Region Nordjylland de samme vilkår som diabetespatienter i resten af landet, og det vækker stor begejstring hos Diabetesforeningen.
- Det er en stor sejr i kampen mod postnummerlotteriet og den vilkårlige tildeling af teknologi, som ofte rammer mennesker med diabetes, siger Claus Richter, der er administrerende direktør i Diabetesforeningen.
Flere som Holger
Inden udgangen af 2026 får alle borgere, der lider af type 1-diabetes, nemlig tilbudt en sensorbaseret glukosemåler.
Hvad er en sensorbaseret glukosemåler?
En sensorbaseret glukosemåler måler patientens blodsukker automatisk og kontinuerligt.
En sensorbaseret glukosemåler udskifter den traditionelle fingerprikker, som diabetespatienter flere gange dagligt har stukket sig med for at aflæse deres blodsukker.
Målingerne sendes direkte til sygehuset, hvor personalet hele tiden kan overvåge blodsukkeret.
Det betyder, at flere nordjyske diabetikere kan få samme tilbud som Holger Madsen, som TV2 Nord besøgte i starten af september. Holger Madsen har lidt af type 1-diabetes siden 1996, og var derfor vant til at stikke sig i fingeren fem-seks gange dagligt. Alligevel har den sensorbaserede glukosemåler gjort en stor forskel for Holger Madsen.
- Jeg har det mere under kontrol end nogensinde før, siger han om sin type-1 diabetes.
Systematisk postnummerlotteri
Indtil for få uger siden havde meldingen lydt, at diabetespatienter i Region Nordjylland først kunne forvente at modtage en sensorbaseret glukosemåler ved udgangen af 2028. Det mødte stor kritik i Diabetesforeningen.
- Det er et stort problem, at det ikke er rullet ud. Det betyder, at behandlingen halter efter i Nordjylland, sagde vicedirektør i Diabetesforeningen, Eva Tingkær, til TV2 Nord i starten af september.
Begejstringen er derfor ikke til at tage fejl af, efter regionens budgetforlig landede i september. Her blev det besluttet, at servicen på tværs af landet skulle ligestilles.
Win-win situation
Holger Madsen glæder sig over, at det nu ikke varer så længe, før flere som ham for gavn af glukosemåleren.
- Man får en bedre livskvalitet, og man kan bedre få hverdagen til at hænge sammen, siger han.
Udover at få mere tilfredse borgere, er der ifølge Diabetesforeningen også tale om en win-win situation. Risikoen for alvorlige følgesygdomme som hjerte-, øjen-, nyre- og nervesygdomme samt amputationer reduceres markant, når monitoreringen af patienternes blodsukker højnes.
- Regionspolitikerne vil opleve, at deres investering i sensorer kommer mange gange retur – både i form af bedre behandling og færre følgesygdomme, men også mindre sygefravær og flere hænder på arbejdsmarkedet, siger Claus Richter.
Se indslaget med Holger Madsen her: